Efter konkurs: Her er Altan.dk's nye topchef
Altan.dk har fundet sin nye topchef, og valget er faldet på Rasmus Plougmann Laursen.
- Nu sætter jeg mig i spidsen for Danmarks foretrukne altanleverandør, Altan.dk A/S. Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af virksomhedens unikke kultur og sammen med medarbejdere og ledelse at give mange flere danskere attraktive uderum med masser af frisk luft og dagslys til deres lejlighed i byen, skriver han i et personligt opslag på LinkedIn.
Rasmus Plougmann Laursen tiltrådte ifølge CVR 2. oktober 2023. Han afløste Jacob Printz, en af investorerne bag redningen, der har stået for den daglige ledelse i firmaet i Sorø og nu er blevet økonomidirektør.
Selv har Rasmus Plougmann Laursen flere direktør-stillinger på CV'et.
Erfarne investorer
Valget af ny topchef kommer, efter at en gruppe erfarne erhvervsfolk i midten af september trådte frem som de nye ejere af konkursramte Altan.dk.
Her var beskeden, at alle ansatte fortsatte, og at virksomheden skulle genstartes. Samtidig lød det, at investorerne havde en permanent direktør på hånden, men at vedkommende først kunne præsenteres efter nogle uger.
Kort om Rasmus Plougmann Laursen
Altan.dk's nye adm. direktør, Rasmus Plougmann Laursen, har adskillige direktør- og bestyrelsesposter på CV'et.
I årene 2015-2020 var ha rådsmedlem i netværker GLG, Gerson Lehrman Group.
Tidligere har han fungeret som medlem af investeringsselskabet Green Investors A/S’ advisory board frem til juli 2017.
I perioden januar 2010 - maj 2016 var Rasmus Plougmann Laursen adm. direktør for holdingselskabet Plougmann A/S, der var ejet af Poul Plougmann.
Inden da, fra 2011 til 2014, var han direktør i energirådgivnings-virksomheden SE Big Blue og underdirektør i energiselskabet.
Af uddannelse er Rasmus Plougmann Laursen cand.polit. i økonomi fra Københavns Universitet.
I kølvandet på, at Altan.dk blev taget under konkursbehandling den 29. august efter en begæring indgivet af Gældsstyrelsen, viste flere købere interessen.
Det blev, som beskrevet i Licitationen - Byggeriets Dagblad, den erfarne erhvervsmand og tidligere Lego-direktør Poul Plougmann og hans hold bestående af ligeledes erfarne erhvervsledere, der endte med at købe virksomheden.
Overtager forpligtigelser
Genstarten af Altan.dk sikrede arbejde til de cirka 100 ansatte i Sorø-firmaet.
Kurator for konkursboet efter Altan.dk, Cathrine Wollenberg Zittan, har siden oplyst til Licitationen - Byggeriets Dagblad, at køberne overtog alle de igangværende arbejder og tilknyttede debitorer.
Afsluttede entrepriser, hvor der forestår et-års og fem-års gennemgang, blev ikke overdraget. Men nu forsikrer den nye adm. direktør, at man passer på kunder, som på et tidspunkt har været i selskabet:
- Vi er ikke forpligtet til at overtage (et-års og fem-års gennemgang, red.), men for vores kunders skyld, har vi valgt at gøre det, udtaler Rasmus Plougmann til nu Licitationen.
Flere tråde
Altan.dk’s nye frontmand er både del af investorgruppen, som har overtaget altanfirmaet, i familie med investorernes talsmand, Poul Plougmann, og har været medejer af og adm. direktør i et af firmaerne, hvor Altan.dk-investorerne tidligere har været aktive, Climatic A/S.
Firmaet, der arbejder med ventilation, var i årene 2016 – 2021 majoritetsejet af netop Rasmus Plougmann og familien i form af Poul Plougmann og Anja Plougmann.
Efter, at Climatic i foråret 2021 blev købt af Windowmaster, som fremstiller ventilationsløsninger, fik Rasmus Plougmann Laursen titel af Operations Director Nordic i firmaet.
I Linkedin-beskeden om, at hans entré i Altan.dk, knytter Rasmus Plougmann Laursen også en kommentar til tiden i Climatic A/S.
- Dermed slutter et eventyr, som for mit vedkommende startede i 2016, med succesfuld turnaround af Climatic A/S og efterfølgende integration og skalering i Windowmaster koncernen.
Artiklen er en del af temaet Balladen om Altan.dk.