Finder halv milliard: Flere børn sætter skub i skolebyggeri
Holbæk vokser, og det skaber behov for flere skolepladser.
Selv har kommunen regnet sig frem til, at op mod 550 børn kommer til at mangle en skoleplads, hvis ikke der findes en løsning.
Et flertal i byrådet er i den forbindelse klar til at bruge 522 mio. kr. på en ny skole og renovering af en eksisterende.
Det skriver TV2 Øst.
Men det er for mange penge, lyder kritikken.
- Selvfølgelig har vores børn brug for gode skoletilbud. Men pengene kan jo kun findes et sted – og det er i kommunekassen. Og de penge har vi slet ikke, så jeg kan ikke se, hvordan vi kan finde pengene i kassen, siger byrådsmedlem for Venstre i Holbæk Kommune, Rasmus Brandstrup Larsen, til det lokale medie.
Han peger i stedet på, at kommunen har en række bygninger, som kan renoveres eller udbygges - for eksempelvis Tuse Skole, og at kommunen bør se på mulighederne ved et offentligt- privat samarbejde.
Formand for Børn- og Skoleudvalget i Holbæk Kommune, Jarl Falk Sabroe (S), nikker til, at 500 mio. kr. er mange penge, og at en investering af den kaliber vil kræve besparelser på andre områder.
- Det kan netop være på cykelstier eller lignende. Man kan sige, at det er en investering, som vi gør. Når vi får nye borgere til, så bliver vi også nødt til at sørge for, at der er en ordentlig service. Og den koster selvfølgelig, siger han til TV2 Øst.