23948sdkhjf

Tscherning Gruppen løfter indtjeningen med 70 procent

To selskaber trækker op - og forventningen er at bygge yderligere på i indeværende regnskabsår

Det forskudte regnskabsår fra maj 2022 til april 2023 har budt på tocifret vækst i Tscherning Gruppen fra Hedehusene ved Roskilde. 

Toplinjen er løftet fra 666,1 til 841,9 mio. kr. svarende til en vækst på over 26 pct., mens gruppens resultat før skat lander på 38,4 mio. kr. Det er knap 70 pct. bedre end regnskabsåret før.

Tscherning Gruppen består blandt andet af hovedselskabet G. Tscherning A/S, der ifølge en netop udsendt pressemeddelelse har spillet "en afgørende rolle" i fremgangen. 

Selskabet har øget sin omsætning med mere end 100 mio. kr. til 596,6 mio. kr., mens bundlinjen før skat i 2022/23 er opgjort til 22,3 mio. kr. mod 20,6 mio. kr. året før. 

Af årsrapporten fremgår det - og som tidligere omtalt i Licitationen - Byggeriets Dagblad -, er det især anlægsdelen af G. Tscherning, der trækker op.

Også selskabet Gravmand A/S påvirker positivt. Birkerød-virksomheden kommer i regnskabsåret ud med et resultat før skat på 12,7 mio. kr. 

"Begge forretningsenheder har vundet en række store betydningsfulde sager for både nationale og internationale bygherrer", beskriver årsrapporten og fortsætter, at der i begge enheder har været "et målrettet fokus på øget produktivitet og lønsomhed". 

"De øvrige selskaber i Gruppen samt nedrivnings- og Jyllandsdelen af G. Tscherning har desværre ikke præsteret tilfredsstillende eller i henhold til budget; herudover har der også været afskrivninger på enkelte investeringer", fortsætter årsrapporten.

Tscherning Gruppen (Tscherning Holding A/S)

Består af:

  • G. Tscherning A/S
  • Total Diamanten ApS
  • HW Byg ApS
  • Tscherning Maskiner ApS
  • Gravmand A/S
  • KS Miljø ApS
  • Tscherning Invest ApS
  • Tscherning Entreprenad AB
  • Tscherning Beton A/S
  • Tscherning Ejendomme A/S
  • B. Tscherning A/S
  • Scandinavian Demolition Co. ApS

Tror på mere vækst

Ifølge adm. direktør Søren Tscherning er fremgangen som helhed "et tydeligt bevis" på, at gruppen har de rette kompetencer både ledelsesmæssigt og på medarbejderniveau. 

Han slår desuden fast, at både han og bestyrelserne er yderst tilfredse med resultatet.

- Den positive udvikling understreger vores position som en markant spiller i branchen, siger han. 

Videre fremgår det, at gruppen gerne går "all in" på den cirkulære økonomi, når de har muligheden for det. 

- Det har vi blandt andet i vores eget ombygningsprojekt i Hedehusene, hvor vi genanvender alt fra loftspaneler, tegl, stålprofiler, genbrugstræ og beton. Derved høster vi god erfaring og er på forkant med udviklingen, siger Søren Tscherning, der forventer fortsat vækst:

- Vi forventer, at vores positive udvikling fortsætter, mens vi naturligvis holder øje med både markedsforholdene, rente og inflation samt de høje materialepriser. Samtidig har vi allerede mange interessante projekter i ordrebogen, og vi skal blandt andet være med til at nedlægge de mange minkfarme rundt omkring i Danmark. Så Tscherning Gruppen står stadig solidt – både hvad angår den finansielle styrke, kundegrundlaget og ordrebogen. 

Ifølge årsrapporten er forventningen i 2023/24 en omsætning på 900 mio. kr. og et resultat før skat i størrelsesordenen 30-40 mio. kr.

TSCHERNING HOLDING A/S
Regnskabsår 2022/23 2021/22
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 841,9 666,1
Bruttoresultat 263,6 204,9
Driftsresultat 36,4 21,9
Resultat før skat 38,4 22,7
Årets resultat 30,3 17,3
Egenkapital 103,0 78,8
Antal ansatte 361 315
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.123