23948sdkhjf

De skal slå streger til område ved nyt trafikalt knudepunkt

Holscher Nordberg og Adept samt Lytt, Artelia og Realise Danmark er udpeget som det vindende team af arkitektkonkurrence ved Ny Ellebjerg Station

Arkitektkonkurrencen om at udvikle en helhedsplan for området omkring Ny Ellebjerg Station i Københavnerbydelen Valby er slut. 

Et enigt vurderingsudvalg med deltagelse fra blandt andre Metroselskabet, Københavns Kommune og Transportministeriet har udpeget et team bestående af Holscher Nordberg og Adept samt Lytt, Artelia og Realise Danmark som vinder. 

De skal dermed tegne de nye streger for området nord for stationen. 

Selve stationen skifter snart navn til København Syd. Her bliver der adgang til metroen, tre S-togslinjer, regional- og fjerntog samt på sigt internationale tog. Den forventes i fremtiden at få mere end 30.000 daglige passagerer, hvilket vil gøre stationen til en af landets mest benyttede. 

Bedømmelsesudvalget

  • Carsten Riis, adm. direktør i Metroselskabet (formand)
  • Nina Kampmann, chef for Development and Innovation i Metroselskabet
  • Ulrik Wendelboe, chef for Procurement og Contract Management i Metroselskabet
  • Camilla van Deurs, Stadsarkitekt i Københavns Kommune
  • Mads Monrad Hansen, Planchef i Københavns Kommune
  • Merete Rønmos Houmann, Kontorchef for Kollektiv Trafikkontoret i Transportministeriet
  • Lars Jensen, arkitekt og teamleder hos SLETH (fagdommer)
  • Lau Melchiorsen selvstændig konsulent og tidl. partner i Colliers (fagdommer)

Tre prækvalificerede

Team Holscher Nordberg og Adept vinder foran to andre prækvalificerede team.

Det gælder C.F. Møller med 1:1 Landskab, Arki Lab, Atkins DK samt Colliers og Cobe med Arup, Urban Creators, 103, Absalon & Co og Metropolitan Metaculture samt Urgent Agency.

- Det vindende team har udarbejdet et spændende forslag med mange gode idéer til, hvordan vi kan skabe det bedst mulige bymiljø med byliv og tryghed omkring stationen i positiv sammenhæng med naboområderne. Der er en gennemtænkt strategi for byrummet, stor fleksibilitet og mange detaljer som for eksempel en gennemgående og oplevelsesrig cykelsti, der bidrager til Københavns målsætning om at være verdens bedste cykelby, siger Nina Kampmann, chef for Development and Innovation hos Metroselskabet, på vegne af vurderingsudvalget. 

Nu hvor vinderteamet er fundet, begynder arbejdet med at tilpasse vinderforslaget til en endelig helhedsplan for området. Det indebærer blandt andet inddragelse af borgerne i nærområdet og Valby samt igangsættelse af en proces for en ny lokalplan. 

- Vi har haft en rigtig god proces omkring arkitektkonkurrencen og har modtaget tre kompetente forslag, hvor alle teams har arbejdet med at skabe et trygt og levende byrum, et godt flow til og fra stationsområdet samt bæredygtighed i bygninger og byliv. Nu ser vi frem til et godt samarbejde med det vindende team om at udvikle de bedste løsninger samt en god proces med borgere og politikere om at færdiggøre planerne for området, siger Nina Kampmann.

Borgerinddragelsesfasen forventes at begynde i slutningen af 2023, mens planprocessen for en ny lokalplan forventes at blive igangsat i 2024. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11