23948sdkhjf

Vælger lilla metro-linje: Mærsk-ønske er foreløbig parkeret

Politikere har lagt sig fast på, hvilken af to metrolinjer som skal føres ud mod Lynetteholm. Opsigtsvækkende forslag fra Mærsk er ikke del af planen

Artiklen her blev bragt første gang den 8. februar 2023

En ny metrolinje mod den kommende Lynetteholm-halvø er på vej i København.

Politikerne i forligskredsen bag Lynetteholm på Københavns Rådhus har nemlig besluttet, at det bliver den såkaldte lilla linje, der skal arbejdes videre med, og som man vil få lavet en miljøkonsekvensvurdering af.

Det oplyser Københavns Kommune.

Den lilla version var én af to valgmuligheder på politikernes bord. Den er planlagt til at gå fra Københavns Hovedbanegård, krydse forbi stop som Islands Brygge og Amagerbrogade, krydse nordpå til Lynetteholm, inden den vender tilbage østover til Østerport. Den anden, kaldet orange linje, var en noget kortere version fra Østerport via Refshaleøen til Lynetteholm.

15 milliarder

Den lilla version med langt flere stop er da heller ikke gratis. Den er beregnet til et restfinansieringsbehov på 14,7 mia. kr. i 2020-priser. Men valget giver god mening, hvis man spørger Finn Rudaizky, medlem af Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti og del af forligskredsen:

- Den tager hensyn til områder, der for øjeblikket ikke er forsynet med metro, men også til de kommende 30 års bebyggelser, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

De områder er blandt andet omkring Sydhavn, Amager Fælled og ved Kløvermarken, hvor man kan forestille sig mere bebyggelse i de kommende år, lyder det. Desuden giver valget af strækning, hvor linjen i nord slutter ved Østerport, mulighed for i fremtiden at forlænge ud til Rigshospitalet, anfører Finn Rudaizky.

Mærsk-planer parkeret for nu

Københavns Kommune har onsdag også sendt en pressemeddelelse ud om valget af linjeføringen. 

Men hvad der ikke nævnes med ét ord, er det forslag, som Mærsk under stor mediebevågenhed lagde frem tidligere på året: Rederi-giganten ønskede sig nemlig, at M5-linjen ville slå et sving forbi Mærsks hovedkontor på Esplanaden.

Den valgte lilla linje kommer dog ikke i nærheden af Langelinie-kontoret, og ifølge Finn Rudaizky er Mærsks ønske også for nu blevet parkeret, uden der arbejdes aktivt videre med ideen.

- Hvis der skal være noget mere interesse i Mærsk-projektet, så tror jeg, Mærsk skal komme med noget mere konkret. Også i deres lovning på, hvor mange penge, de vil give og få sat nogle højere beløb på. For finansieringsbeløbene til det er jo enorme, siger han. 

- Det er jo ikke nok, at de siger, de vil finansiere noget af det. Det skal også restfinansieres, ligesom vi skal se på, hvor mange passagerer, der overhovedet og i givet fald vil benytte metroen i det område.

Åbner i 2035

Uanset hvad går der dog længe før, passagererne kan stige ombord i metro-togene mod Lynetteholm.

Først skal der frem mod 2024 laves en miljøkonsekvensvurdering, og i 2025 er det planen at få udbud for de fysiske arbejder sendt afsted. Først fra 2026 til 2034 skal de tunge maskiner i gang over og under jorden, og efter planen vil linjen så kunne åbne i 2035. Det er også her, hvor de første boliger gerne skal være skudt op på Lynetteholm-halvøen.

Politikerne i Københavns Kommunes Økonomiudvalg vil mødes 21. februar, og skal her beslutte, om de også vil igangsætte en forundersøgelse af, om M5-ruten skal forlænges. Ideen er at gøre linjen til en hel ringforbindelse med yderligere stop på Rigshospitalet, Stengade og Forum.

Den kommende M5 Øst-rute

  • København H
  • Bryggebroen (ny)
  • DR Byen
  • Amagerbrogade Syd (ny)
  • Lergravsparken
  • Prags Boulevard (ny)
  • Refshaleøen (ny)
  • Lynetteholm Syd (ny)
  • Lynetteholm Nord (ny)
  • Østerport

Københavns Kommune

Artiklen er en del af temaet Lynetteholm.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125