Tættere samarbejde kan give mere bæredygtighed for pengene

Bygge- og anlægssektoren har fuld fokus på bæredygtighed. Udbudskrav om tættere samarbejde mellem parterne i komplekse projekter vinder frem og kan give bæredygtighedsgevinster, som ellers ville være gået tabt, skriver dagens debattør

På få år er bæredygtighed kommet helt i top på dagsordenen, når bygherrerne i bygge- og anlægssektoren udskriver udbud om store og væsentlige projekter. Ofte er projektejerne faktisk mere ambitiøse i sine krav til CO₂-reduktion og miljøhensyn, end lovgivningen foreskriver, og derfor er det vigtigt at de kriterier, der nedfældes i udbudsmaterialet, også giver samfundet mest mulig bæredygtighed for pengene.

I Cowi foretog vi for nyligt en screening af 11 store infrastruktur-udbud på tværs af de skandinaviske lande samt Storbritannien og identificerede hvilke krav, der lå ud over eventuel lovgivning. Det viste, at der overordnet er to tilgange til krav om CO₂-reduktion og -ledelse på større infrastruktur-projekter:

1. Der stilles specifikke krav til slutproduktet eller dele af det. Dette kan f.eks. være krav om at få udarbejdet en livscyklusanalyse, at opnå en samlet reduktion på ”xx” % CO2 eller sætte en maksimal emissionsfaktor på enkeltdele eller materialer.

2. Der stilles krav til processen, samarbejdet og løbende optimering. Dette kan f.eks. være ved at opsætte en ’partnering kontrakt’ – i modsætning til f.eks. de mere gængse hoved- eller totalentrepriser – med mål og krav om samarbejde, eller stille krav til innovationsprocesser med fokus på reducering af CO2.

Den første tilgang er den mest typiske. De fleste projekter indeholder i dag en eller anden form for specifikke krav til dokumentation af CO₂-udledninger. Enkelte stiller krav til overholdelse af et budget for CO₂ for hele projektet eller dele af det, mens andre eksempelvis foreskriver specifikke løsninger til udførselsfasen i form af brug af elektrificeret maskineri mv.

Denne form for krav er meget effektiv, hvis projekterne er relativt simple, og kunden har en stor viden om det konkrete projekt og dermed kan stille krav, der flytter branchen uden at være urealistiske. Sådanne krav forudsætter dermed viden, kendt teknologi og velbeskrevne løsninger.

Hensyn til bæredygtighed er dog ikke altid sort hvidt, og det er her tilgang nr. 2 for alvor kan gøre en forskel, viser vores gennemgang. F.eks. kan det at spare på CO₂ have konsekvenser for fremtidig genanvendelse af f.eks. kompositmaterialer, ligesom øget hensyn til biodiversitet kan føre til øget CO₂-udledning. Kompleksiteten af disse løsninger og deres effekter er ofte umulige at beskrive entydigt som specifikke krav, men vil være en afvejning af flere modstridende hensyn.

Gennemgangen viser en tydelig sammenhæng mellem kompleksitet i projekterne og øget behov for at angribe bæredygtighedskravende løbende og i tæt samarbejde. Der er adskillige eksempler på projekter, hvor mange optimeringer ligger i grænsefladerne mellem byggeriets parter. En idé, fødes måske hos én part, men kræver videreudvikling og viden fra andre for at blive effektueret.

Disse innovative dynamikker opstår først, når forskellige fag mødes, og kan i sagens natur dårligt beskrives specifikt fra starten af et projekt.

Sommetider kan specifikke krav være decideret hæmmende for at medtage viden eller teknologi, der ikke var kendt på det tidspunkt, hvor kravene blev stillet.

Med det nuværende kraftige fokus på bæredygtighed forventes det, at der kommer viden og løsninger, vi kan bruge løbende. Når større projekter kan strække sig over årtier, er det her oplagt i stedet at opstille klare rammer for, hvordan parterne skal inkorporere innovation og ny teknologi undervejs.

Screeningen viser os da også, at flere går ind i projekterne med erkendelsen af, at det ikke er alt man kan beskrive sig ud af fra starten. Vi ser et skifte imod større grad af løbende samarbejde og optimering som middel til at opnå mest muligt bæredygtighed for pengene. Selvfølgelig må denne mindre konkrete tilgang ikke blive elastik i metermål. Det er vigtigt, at forventningerne til processen og til at bidrage til løbende udvikling beskrives tydeligt i tilbuddet. Men mindst lige så vigtigt er det, at kunden fastholder disse principper gennem synligt lederskab i projektet. Det kan gøres gennem opstarts workshops og at kræve præsentation af alternative løsninger ved kritiske beslutninger.

Hvad der er det rigtige at gøre, kommer helt an på projektets kompleksitet, kundens viden om det arbejde, der skal udføres i projektet, og værdikædens modenhed. Projektejerne skal tøjle tilbøjeligheden til at stille enkle og meget målbare krav, når de risikerer at blive en hindring for at få maksimal bæredygtighedsværdi for pengene.