Duo vil udvikle historisk kvarter
Mere byliv, en klar identitet og et stærkt samspil mellem Aabenraas historiske bymidte og den fremtidige udvikling af et område i Nørreportkvarteret. Sådan lyder de centrale ambitioner i udviklingen af et areal nord for byens havn, som Aabenraa Kommune og Realdania By & Byg nu har givet håndslag på at ville gennemføre i partnerskab.
Samlet vil parterne investere 8-11 mio. kr. i projektet, som de to parter får tilbage, når byggeriet er opført og projektet er afsluttet, lyder det i en pressemeddelelse fra duoen.
Indtil for få år siden lå der et større supermarked på arealet som i dag er indrettet med et midlertidigt grønt byrum. I de kommende år vil partnerskabet stå bag udviklingen af et nybyggeri med en blanding af boliger og andre funktioner.
– Nørreportkvarteret er en historisk indgang til bymidten, som i de senere år har været inde i en positiv udvikling. Vi er glade for, at vi nu får en stærk partner, som, i kraft af viden og kompetencer fra byudvikling og byggeri i hele landet, kan være med til at gøre Nørreportkvarteret til en endnu mere levende og attraktiv del af Aabenraa, siger Jan Riber Jakobsen (K), borgmester i Aabenraa Kommune.
Den historiske bys kvaliteter
Selvom der er tale om et forholdsvis afgrænset projekt, spiller Nørreport en meget vigtig rolle i den historiske by, ligesom stedet har stor betydning for sammenhængen med den forventede byudvikling omkring området Kilen.
Netop kvaliteterne i den historiske by er en af de væsentlige årsager til, at Realdania By & Byg ønsker at gå ind i et partnerskab om udviklingen af Nørreport:
- Aabenraa er en smuk, klassisk middelalderkøbstad, som kræver en ydmyg tilgang til byudviklingen. Vi vil gerne være med til at vise, at et nyt byggeri kan opføres i samspil med det historiske bymiljø og skabe en god forbindelse til den fremtidige udvikling omkring havnen, siger Peter Cederfeld, adm. direktør i Realdania By & Byg.
Arealudviklingsselskab
Partnerskabet muliggør, at der kan arbejdes med en plan for udviklingen, der både rummer et nyt byggeri og skaber plads til, at Aabenraa Kommune efterfølgende kan etablere et permanent, offentligt byrum.
Aabenraa Kommune og Realdania By & Byg vil nu arbejde på en egentlig partnerskabsaftale, som vil ligge til grund for, at Aabenraa Kommune kan ansøge Ankestyrelsen om lov til at danne et arealudviklingsselskab, der ejes ligeligt af de to parter.
Det ventes, at der vil være en afgørelse i slutningen af 2023. Hvis ansøgningen bliver imødekommet, bliver arealudviklingsselskabet stiftet umiddelbart efter og den konkrete udvikling går i gang.