Flere insekter og færre arbejdstimer

Skal man absolut blive ved med systematisk at formklippe sin hæk, bare fordi man har gjort det i de sidste 40 år? Spørgsmålet opstod hos ejendomsmester Jesper Nielsen for nogle år siden. Han er til dagligt ejendomsmester i seks boligafdelinger af Civicas almene boligbyggerier i Odense, og i takt med at diskussionen om biodiversitet, bæredygtighed og grøn omstilling fyldte mere og mere, blev spørgsmålet relevant. Der er mange meter hæk i stisystemet omkring boligerne, og det er et stort arbejde at klippe hækken regelmæssigt – så hvad ville der egentlig ske, hvis man lod være?
![]() |
“Vi tænkte, hvad nu hvis vi skærer hækken helt ned til 20 cm hver tredje år, i stedet for at trimme den konstant? Ja, det viste sig, at så sætter hækken pludselig masser af fine blomster. Når vi så endelig klipper dem ned, kan vi gøre det med en hæksnitter, der arbejder hurtigt og giver medarbejderne et bedre arbejdsmiljø. Det afklippede materiale lægger vi som bunddække, og så slipper vi pludselig for at luge ukrudt. Alt i alt er det smukt at se på, godt for biodiversiteten, og samtidig sparer vi på driften,” forklarer Jesper Nielsen. |
Flere farver og mere biodiversitet
Civicas fokus på biodiversitet og bæredygtighed startede for en del år siden. I organisationsbestyrelsen, som er non profit-boligorganisationens øverste ledelse, ønskede man en grønnere linje og vedtog, at man ville holde op med at sprøjte med glyphosat på de faste belægninger, altså stisystemer mm.
“Når man vil være grøn, bliver man grønnere! Vi er nødt til at vænne beboerne til et andet plejeniveau, end de er vant til,” mener Jesper Nielsen.
Det er nu ikke kun farven grøn, der bliver mere af omkring boligbyggerierne, også andre farver dukker op i de nye blomstermarker, der er anlagt i stedet for græsplæner.
“Vi besluttede at tage en del af græsplænerne ud af drift og anlægge biodiversitetsområder i stedet, så vi indkøbte blomsterfrø og tilsåede store områder. Vi fik de flotteste blomstermarker, som beboerne er glade for og kan plukke blomster fra”.
Blomstermarkerne fornyer i princippet sig selv, når blomsterne smider frø, men det afholder ikke Jesper Nielsen fra at videreudvikle konceptet.
“Biodiversitet handler om at fremelske det, der var, før vi ødelagde det. Det kan være skovhegn, moser, vandhuller. Når vi en sjælden gang fælder et træ, lægger vi det ud i marken, så det kan rådne og danne et levende insekthotel. Vi er også begyndt at trække render i jorden med en traktor for at skabe skyggefulde, fugtige lavninger, hvor bl.a. tudser og krybdyr kan gemme sig. Vi har også plantet bærbuske, for harerne kan godt lide at gå og nippe søde bær,” siger Jesper Nielsen og fortsætter:
“På vores årlige markvandring inviterer vi den enkelte afdelingsbestyrelse med, og med
budgettet i hånden kan vi så tage imod nye ideer.”
Børnedemokrati og malede robotter
Jesper Nielsen arbejder ud fra en holistisk tilgang, så derfor står de grønne tiltag ikke alene, men er en del af et samlet initiativ, der skal fremme fællesskabet i boligforeningerne. Ud over at være ejendomsmester fungerer han også som mentor for de elever, der uddanner sig til ejendomsservicetekniker, og så er han arbejdsmiljørepræsentant og kører et mentorprojekt omkring børnedemokrati.
“Vi prøver at flette det hele sammen, så børnene får fx lov at male og navngive de 23 robotter, der kører rundt og klipper græsset. På den måde tager de ejerskab over dem, og i stedet for måske at gå og sparke til dem, er de med til at holde øje med dem. Hvis en af dem sidder fast i hækken, kommer de løbende og råber, ‘Gitte sidder fast!’”
I et af årets nye projekter får børnene også lov at male de nyindkøbte uglekasser. Målet er at få ugler til at yngle i området – ikke blot for at øge biodiversiteten, men også fordi spiser de rotter, der af og til dukker op.
“Vi kan ikke fortsætte med at gå i de andres fodspor, for vi ved ikke hvor de går hen. Vi bruger sund fornuft, uanset om det handler om naturen eller demokratiet.”
CIVICA
Civica er Fyns største almene boligorganisation med 11.400 almene boliger fordelt på over 130 boligafdelinger. Civica skal ikke generere overskud, men har i stedet fokus på at skabe fællesskab og gode og trygge hjem for beboerne.