23948sdkhjf

Borgmester om ny strategiplan: Udsigterne har aldrig været bedre

En ny strategiplan sætter udgangspunktet for udviklingen i kommunen de kommende 10 år. Femern-forbindelsen spiller en vigtig rolle

Byrådet i Lolland Kommune vedtog tirsdag den 2. maj forslag til ny plan- og udviklingsstrategi for Lolland Kommune.

”Plan- og Udviklingsstrategi 2023-2033 - Fra mulighed til virkelighed”, hedder strategien, der sætter rammen for Lolland Kommunes udvikling de kommende 10 år.

Det oplyser kommunen via Ritzau.

Planen er det centrale strategiske og politiske styringsdokument i kommunen herunder det formelle udgangspunkt for den kommende revision af kommuneplanen.

Visionen for strategien er at omsætte de muligheder, der ligger i Femern-byggeriet og grøn omstilling til varige arbejdspladser og bæredygtig bosætning. Målet er en balanceret kommunal økonomi som forudsætning for et godt liv på Lolland, lyder det.

Hvordan den ambition kan gøres til virkelighed, adresseres i to store spor: Investeringer for vækst samt kommunal velfærd. Især vækstsporet har en fremtrædende plads, forklarer borgmester Holger Schou Rasmussen.

- Udsigterne for Lolland Kommune har aldrig været bedre. Den usikkerhed, der er i verden lige nu med efterdønninger af pandemi og krig i Europa, rammer ikke Lolland så hårdt. Med Femernbyggeriet og en grøn omstilling, der for alvor er kommet på den nationale dagsorden, er vi tværtimod på vej ind i en exceptionel erhvervsudvikling, siger Holger Schou Rasmussen, som håber, at mange vil benytte sig af høringsperioden.

- Vi har aldrig troet, at udvikling kommer af sig selv. Det gør vi heller ikke nu. Men vi tror på, at de strategiske investeringer, som Lolland Kommune har foretaget gennem en lang årrække, gør os i stand til at gribe de muligheder, der byder sig, og omsætte dem til varige arbejdspladser og sund bosætning på Lolland, siger Holger Schou Rasmussen.

Planen er nu sendt i høring.

Artiklen er en del af temaet Femern.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.106