23948sdkhjf

Københavns største skoleprojekt holder rejsegilde

Byggeriet af Arenakvarterets Skole til 1200 elever skrider frem

Københavns største skoleprojekt begynder - efter års forarbejde - nu for alvor at tage form.

Den 3. maj vil der derfor blive afholdt rejsegilde på byggepladsen på Hannemanns Allé. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

På den centrale plads i udviklingsområdet Ørestad bygger entreprenørvirksomheden BAM Danmark skolen, 'Arenakvarterets Skole', der blandt andet indeholder fire skolespor, idrætshal, offentlig svømmehal og forventes at kunne rumme 1.200 elever.

Samlet er der afsat en anlægsbevilling på 771 mio. kr. til byggeriet, og dermed er der tale om et skolebyggeri i den helt dyre og store ende.

Skolen skal være certificeret DGNB guld-byggeri med et lavt energiforbrug, automatisk styring af elektriske installationer, ligesom skolen er udstyret med solceller, anlæg til opsamling og anvendelse af regnvand, kompostanlæg og nyttehaver på tagene.

- Det helt særlige ved skolen er, at udskolingen er indrettet til en mere projektorienteret undervisningsform. De ældste elever har ikke klassiske klasselokaler, men lokalerne er i stedet indrettet med steder til samling og oplæg, værkstedsfaciliteter samt plads til fordybelse. Derudover vil der være plads til et særligt ungemiljø med et ungeværk, fortæller børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager fra Københavns Kommune i en pressemeddelelse. 

Nabo til Royal Arena 

Skolen bliver nabo til multiarenaen Royal Arena og skal tage imod de første elever ved skolestart i 2024. 

I området er der da også hårdt brug for en ny skole, da det forventes, at børnetallet i 2030 er fordoblet siden 2020. Derfor blev man i 2020 også nødt til at opstarte skolen i midlertidige pavilloner.

Politikerne har besluttet, at skolen på Hannemanns Allé skal indgå i et fælles skoledistrikt med Kalvebod Fælled Skole, Ørestad Skole og en kommende skole på Vejlands Allé. 

Det skyldes, at det for kommunen er svært at forudsige, hvor og hvornår de kommende børn starter i skole, og derfor kan et fælles skoledistrikt medføre en mere ligelig fordeling af eleverne, mener man.

Arenakvarterets Skole 

  • Arenakvarterets Skole bliver firesporet med skole, madskole, idrætshal og svømmehal
  • Der er afsat en anlægsbevilling på 771 mio. kr. til byggeriet. Entreprisesummen lyder på entreprisesum på 448 mio. kr.
  • Byggeriet skal opfylde en miljøcertificeringsstandard på guldniveau
  • Skoleprojektet ventes at stå færdigt i 2024
  • Byggeri København er bygherre. Københavns Kommune er projektejer, herunder Københavns Ejendomme, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen
  • Totalentreprenør: BAM Danmark
  • Arkitekt: Rubow Arkitekter samt Nøhr & Sigsgaard
  • Landskab: Rubow Arkitekter
  • Ingeniør: Rambøll
  • Bruttoarealer i alt: 17.465 kvm
    - Skole og idræt: 13.715 kvm
    - Svømmehal med tre bassiner: 3.750 kvm
    - Friarealer på terræn: 2.200 kvm
    - Friarealer på tag: 3.700 kvm

Kilde: Projektagenten

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083