23948sdkhjf

Ejendomsudvikler vil bygge vild luksus på Aalborgs havnefront

Kendt nordjysk ejendomsudvikler opfører 10-etagers boligblok for de tykke tegnebøger

Byggeplanerne har været i mølposen i nogle år, men nu skulle det være sikkert og vist.

TSG Group ejet af Jesper Skovsgaard går meget snart i gang med at bygge boliger i Aalborg - lige ved siden af den tidligere og bevarede maskinhal på Stuhrs Brygge i den østlige del af Aalborgs havnefront, der engang husede Aalborg Værft.

Den 10-etagers høje boligblok med tre etager under jorden får navnet The Yard Tower.

Og her kommer du kun til at bo, hvis du har en tyk tegnebog.

For prisen for en bolig bliver lige så høj som den nye bygning.

- The Yard Tower bliver Aalborgs mest luksuriøse boligejendom og måske også en af landets, siger John Ryborg, der er ejendomsmægler hos TSG Group.

Inventaret i boligerne bliver ifølge ejendomsmægleren "helt unikt og leveres i højeste design fra førende italienske leverandører".

- Normalt anvendes det i ultradyre luksusboliger rundt omkring i verdenen, siger han.

Marked for luksuslejligheder

TSG Group har ejet byggegrunden på Stuhrs Brygge i en årrække.

Der var oprindeligt et andet boligprojekt på grunden, som altså aldrig blev til noget.

I mellemtiden har boligmarkedet i Aalborg ændret og modnet sig.

- Nu er der et marked i Aalborg for den slags luksuslejligheder, som The Yard Tower vil indeholde, siger John Ryborg.

Byggeriet omfatter i alt 3800 etagemeter boligareal.

Antallet af boliger er fleksibelt og ukendt.

Leje eller eje?

Det vil afspejle de ønsker til størrelse og indretning, som de kommende brugere har, men den typiske størrelse forventes at ville ligge på 180 til 200 kvadratmeter.

TSG Group har ikke lagt sig fast på, om boligerne i The Yard Tower bliver til udlejning eller køb.

- Jeg kan godt forestille mig, at der er kunder, som har solgt deres tidligere bolig og gerne vil bo til leje. Eller der kan være virksomheder, som har brug for boliger til udenlandske medarbejdere.

Under alle omstændigheder vil TSG Group i givet fald beholde boligerne på egne bøger.

- De skal ikke sælges videre til en investor, siger John Ryborg.

Det er endnu ikke offentligt, hvem der som entreprenør skal stå for byggeriet af The Yard Tower.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.946