23948sdkhjf

Fra minus til plus: Byggekæmpe melder om god start på 2023

To store projekter i Danmark var med til at løfte NCC's ordreindgang i første kvartal

Der er stadig godt gang i byggeriet hos NCC, som melder om god ordreindgang i første kvartal.

Den svenske entreprenørkæmpe modtog i årets første kvartal ordrer for 16,3 mia. svenske kr. (10,7 mia. kr.), hvilket er omtrent på niveau med samme periode året før.

Selskabets omsætning voksede fra 10,1 til 12,5 mia. svenske kr. (8,2 mia. kr.) i første kvartal 2023, mens periodens resultat steg fra minus 147 til til 153 mio. svenske kr. (101 mio. kr.).

Det fremgår af NCC's netop offentliggjorte kvartalsrapport.

- God ordreindgang er et tegn på aktivitet i markedet. Et gunstigt resultat fra salg af ejendomme boostede kvartalet, hvilket i øvrigt var karakteriseret ved sæsonmæssig lav aktivitet, udtaler Tomas Carlsson, koncernchef hos NCC, i regnskabsmeddelelsen.

Danmark trækker

Her fremgår det, at to store projekter i Danmark var med til at løfte ordreindgangen i forretningsområdet Building Nordics. 

En af kvartalets helt store ordrer til NCC er således en kontrakt på cirka 1,3 mia. kr. om at bygge et nyt, stort BIG-designet Scandic-hotel på Aarhus Ø.

Derudover har NCC indgået en kontrakt på 1,15 mia. kr. med Region Hovedstaden på installationsentreprisen, der er en del af tredje fase af byggeriet af Nyt Hospital Nordsjælland. 

NCC's omsætning i Danmark alene steg i første kvartal til knap 3,4 mia. svenske kr. fra 1,9 mia. svenske kr. året før. Ordreindgangen på det danske marked steg til 5,4 mia. svenske kr. fra 4,7 mia. svenske kr. i første kvartal 2021.

Påvirket af økonomisk situation

Overordnet set melder koncernen om god aktivitet i forretningsområdet Infrastruktur, hvor en stor del af ordreindgangen stammer fra vand- og energiprojekter.

På sit største marked, Sverige, oplever NCC et skifte i markedet mod mere offentligt byggeri. Det private boligmarked er derimod negativt påvirket af den økonomiske situation og stigende materiale- og energipriser, fremgår det.

Når det gælder asfaltforretningen, som har været klemt af lavere efterspørgsel - ikke mindst på det danske marked - er det endnu for tidligt at drage konklusioner, idet aktiviteten typisk er lav i første kvartal, lyder vurderingen.

- NCC er naturligt nok påvirket af den økonomiske situation, men vi kan også udnytte vores fokus på vores kerneaktiviteter, hvilket gør os konkurrencedygtige, og vores stærke position i adskillige segmenter, hvilket giver os stabilitet, lyder det fra NCC's topchef Tomas Carlsson, som fastslår, at koncernen har en "stærk finansiel position".

NCC AB
Regnskabsperiode 1. kvt. 2023 1. kvt. 2022
Mio. SEK
Nettoomsætning 12,5 10,1
Resultat af primær drift 152 -170
Periodens resultat 153 -147
Ordreindgang 16,3 16,3
Ordrebeholdning 58,9 62,5
Antal ansatte, gns. 12.166 12.250
Kilde: NCC

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.891