Driftsplanlægger til grøn drift i Park og Vej

Ønsker du at bidrage og være med til at stå i spidsen for at gøre kommunens grønne områder attraktive at færdes i for vores borgere, så er der nu et job ledigt som driftsplanlægger.
Vi har brug for dig som gerne vil arbejde i krydsfeltet mellem drift, anlæg, myndighed, borgere og politikere inden for grøn drift.
Om Jobbet
Vi søger en udadvendt og engageret driftsplanlægger til drift af grønne områder, idrætsanlæg, naturarealer og skove. Du har et højt fagligt fundament inden for området og er nysgerrig på udvikling og i stand til at omsætte det til optimeringer og positive forandringer.
I rollen som driftsplanlægger inden for de grønne områder, vil du have til opgave at udarbejde politiske indstillinger og drift- og samarbejdsaftaler. Være ansvarlig for opdatering og vedligeholdelse af stamdata, samt borgerkontakt og generel sagsbehandling.
Du vil fungere som tæt samarbejds- og sparringspartner med lederteamet og de øvrige driftsplanlæggere i Park og Vej og herigennem bidrage til den overordnede og langsigtede planlægning af drift, samt være områdets bindeled til de øvrige afdelinger i forvaltningen, så vi sammen skaber de bedste løsninger.
Vi tilbyder et spændende og alsidigt job
I Park og Vej har vi en bred opgaveportefølje, med afvekslende opgaver og faglige udfordringer, der løses i samarbejde med engagerede kollegaer, du kan se frem til:
- En arbejdsplads hvor dialog og uddelegering af ansvar er et nøglebegreb.
- Indflydelse og tilrettelæggelse af egne opgaver.
- Mulighed for faglig og personlig udvikling.
- Et uformelt arbejdsklima med kollegaer hvor tillid, tryghed og arbejdsglæde er i fokus
- Frie forhold under ansvar — mulighed for fleksible arbejdstider.
- Frihed til at bringe egne kompetencer og ideer i spil, så vi løser kerneopgaven bedst muligt og dermed gøre en forskel for
- borgerne i Mariagerfjord kommune.
Vi forventer, at du
- Har en relevant uddannelse som skov- og landskabsingeniør, jordbrugsteknolog, eller anden faglig baggrund
- Har stærke kompetencer i brugen af digitale værktøjer
- Forstår at balancere dialog og samarbejde og mestre de gode relationer.
- Har kendskab til myndighed og lovgivning på området
- Er struktureret, analytisk og gode evner til at formidle.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelse sker på overenskomstmæssige vilkår, hvor lønnen aftales med den forhandlingsberettigede organisation.
Din primære arbejdsplads vil være på Materielgården, Produktvej 4, 9560 Hadsund men der må dog forventes en del kørsel i hele kommunen. Det vil derfor være nødvendigt, at du har et gyldigt kørekort.
For at være ansat i Mariagerfjord Kommune skal du have MitID.
Om os og Mariagerfjord Kommune
Park og Vej drifts- og entreprenørafdeling i Mariagerfjord kommune er en del af fagområdet Teknik og Miljø, og består af 60 medarbejder herunder 12 administrative, der varetager drift og vedligehold af kommunale vejarealer, grønne områder, idrætsanlæg, havne, vintertjeneste, gadelys, rottebekæmpelse, økonomi- og personaleadministration.
Vi lægger stor vægt på at være en kompetent og attraktiv samarbejdspartner og som leverer en høj kvalitet i vores ydelser og skaber mest mulig værdi.
Mariagerfjord Kommune er en af Danmarks smukkeste kommuner med en unik og varieret natur ved skov, strand og fjord. Vi ligger centralt mellem Aalborg og Aarhus og er på den måde et bindeled mellem Nordjylland og resten af landet. Vores mål er klart: Vi vil mere, og der er plads til flere. Derfor har vi fokus på at skabe de bedste rammer for vores cirka 42.000 borgere, for vores erhvervsliv og for udviklingen af kommunen.
I Mariagerfjord Kommune ønsker vi, at alle vores 3.400 medarbejdere oplever sig som en vigtig del af fællesskabet. Vi har frihed til at bringe vores kompetencer og ideer i spil, så vi løser kerneopgaven bedst muligt og gør en forskel for vores borgere. Vi har fokus på psykologisk tryghed og viser respekt for hinandens forskelligheder. Alle tager vi et medansvar for fællesskabet og opgaven, og derfor lægger vi også stor vægt på et velfungerende samarbejde i MED-organisationen.