Nordic Office of Architecture søger erfaren økonomichef til vores tegnestue i København
Har du styr på det økonomiske håndværk og en solid forretningsforståelse? Og kunne du tænke dig at varetage det overordnede ansvar for økonomi og administration på en tegnestue i rivende udvikling – beliggende i hjertet af København? Så er du måske Nordic Office of Architectures kommende økonomichef.
Som økonomichef kommer du til at indgå aktivt i en både professionel og uformel organisation, hvor beslutningsvejene er korte. Udover ’hands-on’ økonomi- og regnskabsopgaver vil du fungere som sparringspartner for selskabets direktører, partnere og fagansvarlige. Vi er i alt ca. 130 medarbejdere fordelt på vores kontorer i København og Århus. Du vil blive en del af vores team i København, der i øjeblikket inkluderer tre erfarne og dygtige kollegaer.
Vi tilbyder et job med følgende ansvarsområder:
- Økonomirapportering til Norconsult Danmark på måneds-, kvartals- og årsbasis samt udarbejdelse og opfølgning på budget og estimater.
- Udformning af økonomiske opgaver gennem værdiskabende controlling, analyser og oplæg.
- Sparring for projektledere, controlling af projekter, fakturering, opgørelse af igangværende arbejde.
- Løbende omkostningsminimering og debitorstyring inkl. rapportering heraf.
- Kendskab til HR, herunder overenskomst med DI.
- Optimering af processer, f.eks. ved hjælp af BI eller andre IT-værktøjer.
- Ad hoc-opgaver
Vi forestiller os, at du:
- har en relevant uddannelsesmæssig baggrund som civiløkonom HD (R) eller lign. samt solid og relevant erfaring som økonomiansvarlig i en rådgivningsvirksomhed.
- er en proaktiv, talminded person, der involverer dig i tingene og selv tager fat.
- er systematisk, struktureret og har en god forretningsforståelse, ligesom du er god til at analysere tal.
- gerne bidrager med forslag og idéer til optimering af forretningen, arbejdsrutiner og systemer.
- er superbruger i Excel. – Kendskab til Autopilot og Business Central er en fordel.
Om Nordic Office of Architecture
Vi er en arkitektvirksomhed med stærke rødder i Norden og et globalt udsyn. Med speciale inden for en bred vifte af fagligheder arbejder vi med alt fra de offentlige opgaver inden for sundhed, pleje, leg & læring til alment og privat boligbyggeri, byudvikling, landskab, workspace strategy, erhverv, transformation og bygherrerådgivning.
Vi er et mangfoldigt hold af arkitekter, planlæggere, landskabsarkitekter, konstruktører og kreative. I et tværfagligt samarbejde er det vores ønske at påvirke mennesker, planet og samfund i en positiv retning gennem sund velfærdsarkitektur af høj kvalitet.