23948sdkhjf
Del siden
Job

Sagsbehandler til myndighedsopgaver inden for ’Råden over vejareal’

Vil du være med til at sikre vejen frem for trafikanter på statsvejnettet? Har du lyst til at samarbejde med fagspecialister, entreprenører og borgere? Så er du måske vores nye kollega i afdelingen ”Myndighed, Drift og Belægninger” i Aalborg.

Ansøgningsfrist
3. november 2024
Forventet start
1. februar 2025
Antal stillinger
1
Ansættelsesforhold
Fast
Arbejdstid
Fuldtid
Ansættelse
Permanent
Arbejdssted
Danmark Nordjylland Aalborg Kommune

Hos Vejdirektoratet har vi trafikanten i fokus. Vi sikrer fremkommelighed og trafiksikkerhed for trafikanterne samtidig med, at vi skaber rammerne for et sikkert arbejdsmiljø, når der udføres vejarbejde. Alle forhold er vigtige og skal balanceres i afdelingens arbejde med sagsbehandling.

Vejarbejderne skal kunne gennemføres under de rette trafikafviklingsmæssige forhold med mindst mulig gene for trafikken og med en trafikinformation, der er præcis og troværdig.

Dine opgaver
Du vil få ansvar for sagsbehandling af ansøgninger om ’Råden Over Vejareal’ (ROV) i forbindelse med anlægs- og driftsopgaver. Det betyder, at du skal behandle godkendelser af afmærkninger og vilkår ved vejarbejder på statsvejene. Arbejdet vil indeholde beregning og vurdering af kapacitet samt omløbstider for midlertidige signaler, så trafikken bedst muligt kan passere vejarbejderne.

Du skal løse opgaverne i et samarbejde med kolleger i Vejdirektoratet på tværs af Danmark. Du vil få kontakt til alle aktører i forbindelse med et vejarbejde, herunder entreprenører og borgere, og du skal til daglig søge at løse opgaverne i et samarbejde med flere forskellige fagligheder. Du vil blive en del af et uformelt team, hvor myndighedsbehandling af høj faglig kvalitet er i fokus.

”Vi forventer ikke, at du er 100-meter-mester fra starten, og derfor vil vi også sørge for, at du får en solid oplæring i dine opgaver,” fortæller afdelingsleder Bent Nielsen.

På sigt vil du også blive involveret i Vejdirektoratets egne udbudsprojekter i forhold til afmærkning og vilkår til vejarbejder og vejprojekter, der gennemføres af andre bygherrer på statens veje.

Din profil – ingeniør, konstruktør eller noget helt tredje
Du er formentlig uddannet ingeniør, har en akademisk uddannelse eller har arbejdet med tilsvarende opgaver i en tidligere stilling (f.eks. i entreprenørbranchen, i (færdsels-)politiet eller lignende).

Vi ser gerne, at du:

  • har erfaring med sagsbehandling og viden om offentlig vejforvaltning 
  • evner at analysere og vurdere sager grundigt for at sikre, at alle relevante aspekter bliver taget i betragtning
  • kan bringe din faglighed i spil i opgaveløsningen – og bidrager til udvikling af arbejdsgange
  • har en interesse for innovative løsninger og er udstyret med en ”krøllet hjerne”, der kan bringe nye perspektiver på banen
  • er god til at samarbejde med mange forskellige aktører og kommunikerer godt både i skrift og tale
  • har flair for IT og digitale værktøjer
  • er en god kollega, som bidrager til den fælles opgaveløsning 

Velkommen til ”Myndighed, drift og belægninger”
”Hvis der er noget, som trækker tænder ud i en opgave, så kan du altid regne med hjælp og vejledning hos os andre. Vi lykkes sammen,” fortæller afdelingsleder Bent Nielsen. 

Du bliver en del af afdelingen ”Myndighed, Drift og Belægninger”, hvor vi har ansvaret for opgaver indenfor trafikafvikling på statens veje vest for Storebælt. Vi sagsbehandler mange forskelligartede opgaver som afmærkning af vejarbejder, afmærkninger ved arrangementer, tilladelser til kørsel med særtransporter m.m. på statens veje. Vi bidrager med input om trafikafvikling til udbudsmaterialer ved større og mindre anlægs- og driftsprojekter, fører trafiktilsyn og medvirker til udarbejdelse af vejregler m.m.

Vi er ca. 30 engagerede medarbejdere i afdelingen med forskellige baggrunde, som bl.a. ingeniører, teknikere og kontorfunktionærer. Vi trives i en uformel atmosfære, hvor vi godt kan have det sjovt, mens vi udfører professionelt arbejde. 

Vi er fordelt på vores arbejdspladser i Aalborg, Skanderborg og Middelfart, og vi har et velfungerende distance- og ledelsessamarbejde med stor brug af virtuelle møder.

Dine løn- og ansættelsesvilkår 
Du vil blive ansat og aflønnet efter gældende statslig overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg alt efter dine kvalifikationer.

Vi prioriterer, at der er en god balance mellem familie og arbejde, og der vil være mulighed for ugentlige hjemmearbejdsdage.

Vejdirektoratet er en styrelse under Transportministeriet. Dit ansættelsesområde vil være Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner. Du vil som udgangspunkt blive ansat i Vejdirektoratet på adressen Niels Bohrs Vej 30, 9220 Aalborg.

Ansættelsen er betinget af, at du har et gyldigt kørekort (kategori B).
 
Læs mere
Vil du vide mere om Vejdirektoratet, og hvad det vil sige at arbejde hos os, kan du læse om vores opgaver og medarbejdere på www.vejdirektoratet.dk.

Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte afdelingsleder Bent Nielsen på tlf. 23496577 eller mail bnie@vd.dk.

Vejdirektoratet
Niels Bohrs Vej 30
9220 Aalborg
Aalborg Kommune
Danmark

Sådan ansøger du

Er du interesseret?
Send din ansøgning og CV senest den 3. november 2024. Vi forventer at afholde løbende samtaler, dog senest uge 45.

Forventet ansættelsesdato er den 1. februar 2024. 

Søg stillingen ved at trykke på linket ”Søg Job” eller via vores hjemmeside www.vejdirektoratet.dk.
Vedhæft ansøgning, CV og andre relevante dokumenter.

Går du videre fra de indledende samtaler, kan der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver.

Vi tror på, at et inkluderende og mangfoldigt arbejdsmiljø styrker fællesskabet og den måde, vi løser opgaverne på. Vi prioriterer en medarbejdersammensætning, der afspejler samfundet og giver lige muligheder for alle. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede til at søge stillinger uanset alder, køn, seksuel orientering, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold. 

Søg job

Send til en kollega

0.094