23948sdkhjf

30 danske firmaer vil genopbygge i Ukraine

Onsdag og torsdag afholdes stor konference om genopygningen af Ukraine. Danmark har den næststørste stand

I marts sidste år foreslog Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en tale til Folketinget, at Danmark blev partner i genopbygningen af havnebyen Mykolajiv.

Onsdag og torsdag rykker partnerskabet et skridt nærmere, når 30 danske virksomheder sammen med andre europæiske lande deltager i en konference kaldet ReBuild Ukraine i Warszawa i Polen.

I Dansk Industri (DI) siger viceadministrerende direktør Thomas Bustrup, at den danske stand er den næststørste. Kun Tyskland møder med flere virksomheder.

- Historisk har danske virksomheder været aktive i Ukraine, og det, synes de, forpligter til at være med. Samtidig har de en række kompetencer, som kan bruges i genopbygningen af hospitaler, huse og skoler på en bæredygtig måde.

- Mykolajiv bliver spydspidsen for genopbygningen, men det drejer sig også om andre byer i Ukraine.

De danske deltager-virksomheder

  • A.P. Moller-Maersk 
  • Aarsleff 
  • Advent Technologies 
  • Akkerman Engineering Solutions 
  • Azenzus Vision
  • Clorius Controls 
  • Confederation of Danish Industry 
  • Cowi 
  • Danfoss 
  • DBDH (Danish Board of District Heating) 
  • DFDS 
  • DSV Logistics 
  • Eagle Shark 
  • EC Power 
  • EKF - Denmark's Export Credit Agency 
  • Eurowater 
  • FlexHospital 
  • Forsyning Danmark 
  • FrontDesk 
  • Future Rundbuehaller
  • Grundfos 
  • Guardian Security Risk Management 
  • H+H Polska 
  • Linka Energy 
  • Logstor Denmark Holding ApS 
  • Ross Energy 
  • Savosolar Oyj 
  • Scan Global Logistics 
  • Velux 
  • Verdo Energy Systems 
  • Vestas 
  • WorldFlexHome 

Kilde: Rebuild Ukraine

En af virksomhederne er WorldFlexhome i Herning, som skal opføre boliger til nogle af de mange børn, som krigen har efterladt forældreløse.

Det sker på opfordring af Olena Zelenska Foundation, fortæller administrerende direktør Anders Bach-Sørensen. Fonden er stiftet af præsident Zelenskyjs hustru.

- Det skal være boliger for plejefamilier, der har taget forældreløse børn til sig. Nogle havde i forvejen plejebørn og med de nye, der er kommet til på grund af krigen, kan de have op til ti børn boende.

Linka Energy, som producerer biomasseanlæg til fjernvarme og industri, er en anden af virksomhederne.

Direktør Thomas Gaardbo deltager i messen med et håb om, virksomheden kan kombinere en god forretning med at bidrage til en bæredygtig genopbygning af varmeforsyningen.

- Ukraine har jo enorme landbrugsarealer. Det giver god mening at erstatte gas med affaldsprodukter som halm, der kommer lige fra marken uden for døren, siger Thomas Gaardbo.

- De har rigtig mange gaskedler i Ukraine, og det ville da være fantastisk, hvis de kunne blive uafhængige af gassen, når de nu har deres egne ressourcer.

Linka Energy har faktisk allerede stået bag fire anlæg rundt om i Ukraine. Tre af dem blev opført inden krigen, mens det sidste - et varmeanlæg til et gartneri - blev bestilt sidste år efter den russiske invasion af landet.

- Anlægget er en solstrålehistorie, fordi det er bygget uden nogen former for støtte, men på rent kommercielle vilkår, siger Thomas Gaardbo.

På messen vil regeringen være repræsenteret af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093