232,6 millioner i overskud – udvikler fremviser rekordregnskab
Udvikler- og ejendomskoncernen Stensdal Group fortsætter den markante fremgang, og årsregnskabet for 2021/22 blev således koncernens hidtil bedste.
Resultatet voksede med 57 pct. i forhold til det hidtidige rekordresultat fra året før og nåede 296 mio. kr. før skat, skriver Stensdal i en pressemeddelelse med henvisning til endnu ikke offentliggjorte regnskabstal.
Efter skat landede resultatet på 232,6 mio. kr. mod 148,1 mio. kr. året før.
Fra udviklingsselskabets top betegnes resultatet som ”yderst tilfredsstillende og bedre end forventet”.
I regnskabsperiode, der dækker 1. oktober 2021 – 30. september 2022, har koncernen desuden en omsætning på 170,8 mio. kr. mod 139,2 mio. kr. året før.
Stensdal Group ejer og driver en portefølje på cirka 138.000 kvm erhvervslejemål i Storkøbenhavn.
Koncernen påpeger, at ejendommene løbende udvikles ved renovering, forbedret udlejning med videre, hvilket medfører en "betydelig værdiskabelse". Særligt udvikling af boligbyggerier til egen portefølje generer værdi.
Har holdt krudtet tørt
Den bogførte egenkapital er opgjort til 743 mio. kr. mod 514,5 mio. kr. i 2020/21, mens porteføljen af investeringsejendomme er øget fra 990 mio. kr. til 1.474 mio. kr.
Der er positiv udvikling i både koncernens erhvervsportefølje og i boligporteføljen, hvor strategien om udvikling af boligejendomme til egen portefølje udfoldes.
I år har erhvervsporteføljen således rundet 1,1 mia. kr., og boligporteføljen overstiger 300 mio. kr.
Alene i kraft af den igangværende færdiggørelse af Ammendrup Park i Helsinge med i alt 178 rækkehuse, vokser boligporteføljen til 500 mio. kr. De byggeretter til bolig, som Stensdal Group-koncernen allerede ejer, udgør herudover mere end 50.000 kvm.
Dermed vurderes det fortsat, at vækstambitionen om en fordobling af balancen til 3 mia. kr. inden 2025 er realistisk.
– Samtidig har vi – populært sagt – holdt krudtet tørt, hvilket afspejles i vores høje soliditetsgrad, og vi har dermed kapacitet til at købe op, både erhverv og bolig, nu hvor priserne må forventes at sætte sig lidt, siger adm. direktør Søren Stensdal i pressemeddelelsen.
Udover den voksende portefølje af investeringsejendomme, indgår der interessante udviklingsprojekter i koncernen. For koncernens hidtil største projekt, Favrhøj, i den nye bydel Favrholm, i Hillerøds sydlige del, er lokalplan aktuelt i offentlig høring. Projektet omfatter godt 40.000 kvm byggeret.