23948sdkhjf

Nordjysk elementproducent øger aktivitetsniveauet, men bundlinjen følger ikke med

Resultatet falder hos DS Elcobyg. Elementproducenten formår dog at hive et tocifret millionbeløb hjem trods udfordringer med energipriser 

Den nordjyske betonelementproducent DS Elcobyg, der er en del af DS Gruppen, har i det seneste regnskabsår øget aktivitetsniveauet på fabrikken i Hobro.

Af det netop offentliggjorte regnskab for 2021/22 fremgår det således, at selskabet kom ud af året med en en bruttofortjeneste på 133,6 mio. kr. mod 117,3 mio. kr. året forinden. 

Samme vækst er dog ikke at finde på bundlinjen, idet resultatet efter skat i det seneste regnskabsår lyder på 28,6 mio. kr. mod 29,5 mio. kr. i 2020/21.

Virksomheden offentliggør ikke omsætningstal, men af ledelsesberetningen til regnskabet fremgår det, at årets resultat anses som værende tilfredsstillende.

Samtidig gør ledelsen opmærksom på, at de stigende energipriser kan påvirke forretningen.

"Selskabets aktiviteter er relativt energikrævende. Derfor gør ledelsen løbende investeringer i forskellige former for miljø- og energibesparende tiltag", hedder det i regnskabet.

DS Elcobyg

DS Elcobyg har over 50 års erfaring med at producere betonelementer til alle former for byggeri.

Virksomheden bruger ikke standardmoduler. Derfor kan kunderne få lavet deres elementer i alle udformninger.

Selskabet producerer blandt andet sandwichelementer, facadeplader, betonvægge, bagmursvægge, altanplader samt søjler og bjælker.

Forventer tilsvarende resultat 

DS Elcobyg er en del af DS Gruppen, der for få dage siden også kunne præsentere en samlet omsætningsvækst på 500 mio. kr., hvilket giver den samlede byggekæmpe en omsætning på 2,6 mia. kr. 

Koncernen realiserede samtidig et overskud på 204 mio. kr.

DS Elcobyg forventer også næste år at kunne smide en slat penge til den fælles pulje. I årsrapporten lyder det, at ledelsen forventer et tilsvarende resultat i 2022/23 som det netop realiserede. 

DS ELCOBYG A/S
Regnskabsår 2021/22 2020/21
Valuta mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 133,6 117,3
Resultat af primær drift 37,2 38,1
Resultat før skat 36,7 37,8
Årets resultat 28,6 29,5
Balancestatus 149,1 128,7
Egenkapital 60,2 61,5
Antal ansatte 149 137
Regnskabsåret dækker perioden 1. juli - 30. juni
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Læs mere om: REGNSKABER
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.876