Anlægsbranchen behøver flere grønne udbud
Jeg sad for nylig på kontoret hos en jysk entreprenør, der klart signalerede, at her var der styr på det der med klimaet: Bæredygtig kaffe i koppen, LED i lamperne, ladestander på parkeringspladsen.
Det lovede jo godt for jeg havde naturligvis opbygning af klimakompetencer i anlægsbranchen med i kufferten. Så nemt skulle det dog ikke gå. Der blev faktisk en smule stille, da jeg begyndte at skubbe på i forhold til grøn kompetenceopbygning. Og ja, det er en reaktion, jeg før har mødt, når jeg besøger kunder i entreprenørbranchen.
Der er heldigvis gjort masser af tiltag på det generelle plan for at reducere bygge- og anlægsbranchen CO2-aftryk. Men på virksomhedsniveau er der øjensynligt ikke noget stort behov for selvstændigt at gå i gang med at løfte kompetencerne på det område. Der mangler tilsyneladende et konkurrenceaspekt for at få anlægsentreprenørerne ud af startboksen.
Det er både nødvendigt og logisk, at vejbranchen bidrager til nedbringe CO2-belastningen, og selvfølgelig er det et tema, som også optager mange. Desværre mest på politisk plan, hvor fx bygge- og anlægsbranchens klimapartnerskab har sat ord på mange anbefalinger.
Hvem skal drive udviklingen?
Det ser med andre ord ud til, at vi har en hurdle i branchen, der handler om at påtage sig ansvar og lederskab. Hvem skal drive omstillingen? Og i vejbranchen er der tilmed det særlige vilkår – sammenlignet med andre brancher – at der er få opdragsgivere. I byggeriet forventer man fx, at både private og offentlige bygherrer plus investorer og pensionskasser påtager sig en væsentlig del af opgaven.
På anlægsområdet er der lagt store veksler på skuldrene af den største enkeltspiller, nemlig Vejdirektoratet, men også på kommunerne. Der er meget begrænset efterspørgsel efter vejarbejde fra andre aktører. Det er helt overvejende staten og kommunerne, der har serveretten.
Og det vil være uretfærdigt at påstå, at viljen ikke er tilstede. Det skorter ikke på gode intentioner, som InfraLCA, sektorkøreplaner, klimavenlig asfalt og så videre. Der er masser af udbudskrav, som peger i den rigtige retning. Så hvorfor slår entreprenøren så blikket ned, når jeg spørger til efter- og videreuddannelse på området?
Manglende efterspørgsel
Når jeg spørger igen, så lyder svaret, at der ikke rigtig er reel efterspørgsel. Eller i hvert fald er den begrænset til de områder, hvor der enten er helt nagelfaste regler, eller hvor der er en eller anden pulje, som kan finansiere ”det grønne”. Vi er altså tilbage ved, at det generelt er lidt dyrere at etablere en fossilfri byggeplads, indkøbe elektrisk materiel eller hvad der nu kan være brug for.
Og når prisen bliver højere, bliver efterspørgslen lavere, fordi mange udbud fortsat har laveste pris som afgørende parameter. Derfor køber entreprenøren heller ikke ind til den grønne omstilling, hvis der ikke er et marked, som efterspørger ydelsen.
På den baggrund er det forudsigeligt, at interessen for klimavenlige kurser og uddannelser i klimavenligt anlægsarbejde ikke kommer op af kufferten. Den påtrængende økonomiske situation fremmer heller ikke incitamentet. Som verden ser ud lige nu, så er der ikke brug for den store kompetenceudvikling.
Anlægsbranchen bør overveje, om man ikke i for høj grad afskærer sig fra at opbygge den viden, som er så vigtig i forhold til at levere branchens bidrag til reduktion af CO2. Andre brancher konkurrerer jo på livet løs om, at være skarpest på den grønne omstilling. Det er med andre ord vanskeligt at bebrejde de enkelte entreprenører. De vil nok kunne levere, så snart vi får gang i mange flere solide grønne udbud, som altså tager ansvar og stiller krav om grønne løsninger.
