23948sdkhjf

Undgå tyveri på byggepladsen: Her er vores bedste råd

Der kan gøres meget forebyggende for at undgå indbrud. Og der bliver i dag gjort for lidt, mener sikkerhedskonsulent

Landets byggevirksomheder kan sagtens selv gøre mere for at højne sikkerheden og dæmme op for tyverier.

"Rigtig mange" ser dog sikkerhed som bare endnu en omkostning. Det mener Christian Pejtersen, adm. direktør i konsulentvirksomheden YouCompany, der arbejder på at nedbringe svind i erhvervslivet.

- Man sætter måske lidt hegn op og ringer til politiet, når det går galt, men man har ikke en overordnet plan og et overblik. I stedet bør det være noget, man kører som en mere overordnet, målrettet foranstaltning, siger han.

Der er ellers god grund til at have tyveri på dagsordenen. 

Som Licitationen - Byggeriets Dagblad kunne fortælle i sidste uge, følger udviklingen på byggepladserne nemlig ikke anden indbruds- og tyveristatistik, der ellers er faldet markant de seneste fem år.

På byggepladserne har tyverierne derimod ligget mere stabilt med i gennemsnit 1.100 hvert år. Tallet dykkede godt nok til 892 sidste år, men er på vej op igen, og 2022 overgår allerede nu hele 2021.

Brug for analyser

Christian Pejtersens firma gik i 2018 sammen med det daværende Dansk Byggeri og Byggeriets Forsikringsservice om kampagnen ”Stop Tyven”, der havde til formål at sætte en stopper for indbrud i varebiler og på byggepladser. 

Han mener, at hvis man laver en grundig analyse af, hvad der faktisk tabes på tyverier, vil det for de fleste  byggevirksomheder kunne betale sig at sætte tiltag i gang.

Det her er jo noget, du lever af. Derfor er det vel også i din interesse at anbefale de her indsatser?

- Det er jo rigtigt, for vi lever af noget af det. Men der er jo meget af det, vi ikke laver, og som er noget, man kan sætte i gang ude på byggepladserne og få en effekt af. Og mange af de erfaringer, jeg har, kommer af, at jeg blandt andet har været ansat i byggebranchen, hvor jeg så nogle store problematikker og har ledt efter løsninger, som, jeg synes, er superrelevant at give videre.

Christian Pejtersen har en fortid som sikkerhedschef i MT Højgaard og Johannes Fog A/S samt erfaring fra politiet og PET.

Flere gode råd

Ét blandt en række råd er, at "svind" bør komme på dagsordenen på statusmøderne i de mellemstore til store byggevirksomheder. Lige fra møderne på byggepladsen og op til bestyrelsesniveauet, mener Christian Pejtersen. 

Og på de mere udførende niveauer - ikke mindst på byggepladsen - bør det være et hyppigt punkt, mener han.

- Det behøver ikke tage mere end to minutter, men hvis man en gang om ugen eller oftere får vendt: Har vi mistet noget, får vi lukket ordentligt af om aftenen, og er tingene låst inde? Så fylder det to pct. mere hos folk, end hvis ikke du taler om det, og det kan være forskellen på, om du får et stort eller lille indbrud.

Og så er der investeringer i fysisk sikkerhed. For eksempel er anlæg med kameraer og højttalere, hvor tyven kan råbes an, effektive, men der er også store forskelle i udvalget. Og kvaliteten afhænger af prisen, vurderer han. 

Et andet råd er at få DNA-mærket værktøj, ligesom man kan få installeret GPS-udstyr i håndværkerbilen. 

Men det som sættes i gang, skal følges til dørs. Christian Pejtersen fortæller om en kunde, som fik installeret GPS-udstyr og DNA-mærkning. Selvom YourCompany gentagne gange rykkede for, at GPS’erne løb tør for strøm, svarede kunden ikke.

- Og så er det jo lige meget. Så har man brugt en masse penge på udstyr, der ikke virker, siger Christian Pejtersen.

Svært at gardere sig

Licitationen har spurgt både Dansk Industri og Tekniq Arbejdsgiverne, om de mener, at deres medlemmer gør nok for at sikre udstyr og materialer. 

- Det tror jeg, de gør. Det er ris til egen røv, hvis de ikke gør. Hvis tingene er væk gentagne gange, skal de kæmpe med forsikringen, så det kan ikke svare sig andet, siger underdirektør i Dansk Industri, Elly Kjems Hove.

Cheføkonom Maria Schougaard Berntsen fra Tekniq Arbejdsgiverne fremhæver blandt andet, at branchen langt hen ad vejen er gået væk fra biler, hvor der er vindue ind til ladet, så tyven kan kigge ind. Men at de kriminelle sætter sig ind i biltyper og næsten ved, hvor de skal bore eller andet for at få adgang. 

Derfor er det yderst vanskeligt for virksomhederne at sikre sig fuldstændigt.

- Selvfølgelig skal ingen handle ufornuftigt. Man har pligt til at sikre, at man for eksempel låser containere – også om fredagen, og at der ikke slækkes på procedurer, men man kan jo ikke bolte sig selv til containeren, siger hun.

Det tidligere Dansk Byggeri har før estimeret, at tyveri fra byggepladser årligt koster branchen cirka 600 mio. kr. i direkte og indirekte udgifter.

Hverken Dansk Industri eller Tekniq Arbejdsgiverne har nye tal på området.

Licitationen har spurgt flere aktører i byggeriet, forsikringsselskaber og politiet, hvad man selv kan gøre som byggevirksomhed for at dæmme op for tyverier. Her er deres råd:

Østjyllands Politi: Man kan gøre meget selv

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

- Vi har tidligere været ude med nogle forebyggende råd til virksomhederne på byggepladserne i form af, at de selv kan gøre meget for at forebygge indbrud og hjælpe politiet med en mulig opklaring af eventuelle tyverier, skriver Østjyllands Politis presseenehed i en mail.

- Det vedrører blandt andet opsætning af belysning og overvågning eller ved at stille betonblokke eller andre store ting foran dørene til containerne, så disse ikke kan tilgås, selvom låsen bliver brudt op.

- En anden mulighed er mærkning af værktøj med eksempelvis GPS-udstyr eller DNA-væske, hvilket før har ført til opklaring af sager, hvis identificerbart værktøj på et senere tidspunkt er kommet ind til politiet som tyvekoster, hvormed vi har kunne knytte tingene til konkrete sager om tyveri fra byggepladser.

Tekniq Arbejdsgiverne: Se på byggepladsen med tyvens øjne

Foto: Tekniq Arbejdsgiverne

For at undgå tyveri er det ifølge Tekniq Arbejdsgiverne vigtigt at få afdækket risici: 

– Se på jeres byggepladser og varevogne med tyvenes briller på. Hvornår er I mest attraktive at ramme? Er der systematik i indbruddene?, lyder det fra cheføkonom Maria Schougaard Berntsen.

- Tag jeres forholdsregler – vurdér om der er behov for sikkerhedssystemer og instruer medarbejdere i ikke at efterlade containere, biler etc. ulåste, fortsætter hun og opfordrer videre til altid at melde tyveri og indbrud.

Dansk Industri: Vent med at få leveret materialer, før de skal bruges

Foto: DI

Hos Dansk Industri, der er Danmarks største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation, kommer underdirektør Elly Kjems Hove med følgende råd til at dæmme op for tyveri:

  • mærk virksomhedernes værktøjer og ting
  • få leveret materialer, når de skal bruges, så de ikke ligger længe og frister nogen
  • hegn byggepladsen ind
  • få vagt på

Forsikringsselskaber: Tyverisikring skal tænkes ind fra start

Foto: Alm. Brand

Fra Alm. Brand Group og Topdanmark lyder de generelle råd:

  • Indhegn byggepladsen med et byggehegn. Hegnet bør være sammenboltet og fastgjort sådan, at det ikke er muligt at løfte hegnet op. Hegnet skal være aflåst med en godkendt hængelås og hængelås beslag.
  • Aflås containere, lokaler, skurvogne og bygninger med kraftige og godkendte låseenheder.
  • Monter hængselbeslag indvendigt i containeren for at modvirke, at tyvene skærer hængslerne af containeren og dermed kan åbne containerens døre samt monter eventuelt ekstra låse på døre og gitre for vinduer 
  • Etabler alarmovervågning eller videoovervågning opkoblet til en kontrolcentral med mulighed for at sende varsling ud på byggepladsen om, at der er sket ulovlig indtrængen, og at politiet er tilkald

- Den generelle rådgivning i forbindelse med tyverisikring, er at man skal tænke tyverisikringen ind i hverdagen. Tyverisikringen bør være med allerede ved i tilbudsfasen på et byggeprojekt, lyder det fra Jan Graversgaard, der er direktør for Skadesservice, Motor, Sundhed og Rejse i Alm. Brand Group.

Tip redaktionen

Har I med succes implementeret tiltag mod indbrud? Og hvad mener du, der skal gøres på området? 

Tip os gerne på jsk@licitationen.dk.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11