23948sdkhjf

København gør klar til nye pavillonbyer til ukrainske flygtninge

Kommunen har hyret leverandører til rammeaftale for op mod 500 mio. kr. At finde egnede lokationer til pavillonboliger bliver dog en udfordring

Københavns Kommune har hyret tre leverandører til at kunne opføre midlertidige pavillonboliger til fordrevne ukrainere, hvis behovet opstår.

Der er tale om en rammeaftale på fire år og med muligheden for, at der kan skrues helt op for pavillonleverancerne, hvis det bliver nødvendigt. Det maksimale budget, som vil dække opførelse og leje af pavilloner i op til tre år, er sat til 500 mio. kr.

- I kommunen ønsker vi at sikre et tilstrækkeligt antal pavilloner til de fordrevne fra Ukraine, som skal kommunalt indkvarteres. Antallet af fordrevne stiger hele tiden, hedder det i en mail fra kommunens økonomiforvaltning, som har ønsket at svare skriftligt på Licitationen – Byggeriets Dagblads spørgsmål.

Det er pavillonleverandørerne Adapteo A/S, Algeco A/S og Dalsgaard Pavilloner A/S, som har skrevet under på aftalen.

Her vil hver enkelt opgave vil blive sendt i mini-udbud, som de tre leverandører så skal konkurrere om. Formålet er at sikre, at kommunen hurtigt kan dække sit behov til en konkurrencedygtig pris, hedder det i udbudsmaterialet.

Andre pavillonbyer

Rammebeløbet på 500 mio. kr. er fastlagt på baggrund af kommunens tidligere erfaringer med opførelse af pavilloner, oplyser kommunen. Erfaringer som blandt andet tæller en midlertidig pavillonby på Amager Strandvej til 71 mio. kr., som skal kunne huse omkring 300 ukrainere i tre år. Projektet godkendte Borgerrepræsentationen i foråret, og byen er begyndt at huse flygtninge fra september.

Licitationen har spurgt, hvor mange fordrevne ukrainere som kan få tag over hovedet for 500 mio. kr. Det har forvaltningen ikke svaret på, men fortæller i stedet, at der er tale om et budgetloft, og at prisen på hver sag om boliger blandt andet vil afhænge af, hvad den enkelte lokation kræver af investeringer i infrastruktur, forsyning og udgifter til forurening.

Det er altså ikke sikkert, at alle pengene skal bruges:

- Det er ikke sådan, at der er sat 500 mio. kr. af, skriver forvaltningen.

Der er dog "begrænsede muligheder" for at placere yderligere pavillonboliger, lyder det fra forvaltningen. Det vrimler nemlig ikke ligefrem med ledige grunde i København, og kommunen er derfor stadig i gang med at finde egnede steder.

Hele tiden flere

I øjeblikket bor 251 fordrevne ukrainere i pavillonboliger, som Københavns Kommune har fået opført. Enten i den omtalte pavillonby på Amager Strandvej eller på en anden lokation på Refshalevej.

Tallet vil løbende stige frem mod knap 400 ukrainere, som ventes at komme til at bo her, oplyser Økonomiforvaltningen.

Samlet huser kommunen nu 1.726 ukrainere - heraf er 600 privat indkvarteret og andre har fået en permanent bolig.

Men tallet ændrer sig dagligt, og hver dag ankommer mellem 40 og 50 ukrainere til Danmark.

- Københavns Kommune kan derfor forvente at få flere ukrainere visiteret så længe tilstrømningen til Danmark fortsætter, skriver Økonomiforvaltningen.

Det er en kommunal fordelingsnøgle, der bestemmer hvor mange ukrainere Københavns Kommune skal modtage. Danmark har indtil nu fået knap 35.000 ansøgninger om ophold fra ukrainere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094