Et afgørende valg for byggeriet
Der er altid en særlig stemning på en valgdag. Det er nemlig den dag, at demokratiet for alvor viser sin styrke og hvor danskerne placerer de folkevalgte på taburetterne i Folketinget. Det har været en lang valgkamp med fokus på gamle kendinge som sundhedsvæsenet og skattelettelser i top og bund.
Desværre har politikerne også i denne valgkamp formået at sno sig uden om at sige noget alt for konkret om erhvervslivets rammevilkår - andet end den gamle traver om regelforenkling og afbureaukratisering.
Lige nu er usikkerheden kolossal stor – inflation, stigende rente, mangel på arbejdskraft og materialer og en energikrise som tilmed kan ende med knaphed på energi. Og der er krig i Europa.
Virksomhederne i bygge- og anlægsbranche kan nærmest kun være tilskuere i et marked, hvor intet fungerer som før. De offentlige opdragsgivere er nemlig godt på vej til at hive tæppet væk under branchen ved at stoppe planlagte opgaver. Det samme gør boligselskaberne og de private parcelhusejere.
Det er en voldsom mavepuster både for byggebranchen og for samfundet. Store udsving i aktivitetsniveauet får nemlig altid voldsomme konsekvenser for samfundsøkonomien.
Her på siden kan politikerne se, hvad byggeriet ønsker sig. Sammenfattet er det en klokkeklar opfordring til, at politikerne holder aktivitetsniveauet på et jævnt og stabilt niveau for at undgå en lavine af konkurser og for at sikre, at den grønne omstilling skrider planmæssigt frem. Lad stop-go-stop politikken hører fortiden til.
Artiklen er en del af temaet Lederen.