Udvikling ved rådhus og kulturhus i Skanderborg finder vinder
Skanderborgs 20.000 kvm store rådhus-, kultur og idrætskompleks, Skanderborg Fælled, står foran en udvidelse af et større sportsmiljø ude og inde.
Nu er GPP Arkitekter udpeget som vinder af en idekonkurrence om den fremtidige udvikling af Skanderborg Fælled som samlingspunkt for idrætten i den østjysk by. Det skriver arkitektfirmaet i en pressemeddelelse.
Projektet tager udgangspunkt i Skanderborg Kommunens vision ”Fælleden som idrætscenter”, ved at foreslå et unikt sportsmiljø ude og inde, der skaber sammenhæng og synergi mellem nye og eksisterende idrætstilbud.
Tre etaper til 75 mio. kr.
Skitseforslaget fra GPP Arkitekter bygger ifølge overvågningsplatformen Projektagenten på et materiale afleveret af idrætsforeningerne omkring Fælleden i december 2021, og det opererer med en realisering over tre etaper.
Etape 1 omfatter 810 kvm bygning med hovedindgang, multirum, cafe, møderum, depotrum mm. til en forventet pris på 22,9 mio. kr. Etape 2 omfatter 1.080 kvm bygning med multisal, fitnesslokale, omklædning med mere til en forventet pris på 14,3 mio. kr., og etape 3 omfatter 2.890 kvm med to haller, omklædning og depot til en forventet pris på 38,1 mio. kr.
Egen identitet med kobling til det eksisterende
Faciliteterne i GPP Arkitekters forslag bindes sammen med et nyt foreningernes hus, der både bliver ny hovedindgang og hjerte for idrætten på Fælleden. Hertil rummer forslaget også en udviklingsplan for hvordan flere idræts- og fritidstilbud kan føjes til i fremtiden.
Foreningernes nye hus placeres med stor synlighed mod den eksisterende ankomstplads ved Skanderborg Fælled og er tilpasset den eksisterende arkitektur, men får også sin egen identitet. Samtidigt skaber placeringen helt nye muligheder for brugen af de eksisterende og kommende bygningsnære idrætsaktiviteter på Fælleden.
Bygningen er i to etager og indrettes blandt andet med cafe og opholdsarealer, hvor alle kan mødes. Herfra er der fysiske og visuelle forbindelser til den eksisterende opvisningshal, foreningshal og omklædningsfaciliteter.
Skanderborg Byråd har i forbindelse med godkendelse af det vindende projekt samt frigivelse af penge til udarbejdelse af et projektforslag også besluttet, at der arbejdes videre med indledende dialog med fonde.