23948sdkhjf

Randers Kommune stiler efter 1550 hektar energianlæg på land

Energianlæg med et samlet areal på over 1550 hektar og en forventet produktion af grøn strøm, der svarer til 330.000 husstandes forbrug. Sådan lyder en målsætning fra Randers Kommune.

Inden der kan trykkes på den grønne kontakt, venter dog et større planlægningsarbejde med udnersøgelser og offentlige debatter. 

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse. 

- I Randers Kommune har vi sat et ambitiøst mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden udgangen af 2030, og vi ønsker at bidrage til Danmarks grønne omstilling både af hensyn til klimaet og for at gøre vores energiproduktion uafhængig af fossile brændstoffer. Derfor er det også positivt, at der er interesse for at etablere vedvarende energianlæg i vores kommune, og jeg ser nu frem til en god fordebat og proces om planerne sådan, at vi kan sikre, at anlæggene bliver så effektive som muligt og samtidig tager hensyn til naboer, erhverv, natur og miljø, siger borgmester Torben Hansen i meddelelsen.

Randers Kommune har i løbet af de seneste år oplevet en stærkt stigende interesse for at etablere især store solcelleanlæg i kommunen. 

Og netop derfor har kommunens byråd netop sat gang i behandlingen med fordebat af fem ansøgninger om energianlæg på mellem 35 og 765 hektar. 

Meget sol og en smule vind

Fire af ansøgningerne og langt størstedelen af det samlede areal ligger i et område ved Overgaard i den nordlige del af Randers Kommune. 

Her er der ansøgninger om solcelleanlæg på henholdsvis 185 hektar og 570 hektar samt et solcelleanlæg på 765 hektar med tilhørende power-to-x anlæg samt en ansøgning om etablering af seks vindmøller. 

Ved Overgaard ligger i forvejen Danmarks største landbaserede vindmølleanlæg. 

- Området har potentiale til at blive det største og vigtigste energiområde på land i Danmark, skriver kommunen i en pressemeddelelse. 

Tidligere på året har staten bedt kommunerne om at melde områder ind, hvor der netop kan etableres store energiparker, der kan fungere som lokomotiv i Danmarks grønne omstilling. På den baggrund har byrådet også valgt at indmelde området ved Overgaard til den statslige screening.

Foruden områderne ved Overgaard, har byrådet besluttet at behandle en ansøgning om etablering af solcelleanlæg ved Purhus på 35 hektar med tilhørende power-to-x-anlæg. 

Fordebat og høringer

Og med beslutningerne går et større planlægningsarbejde med bl.a. undersøgelse af miljøpåvirkning og offentlige debatter i gang. I første omgang vil forvaltningen forberede en fordebat, som forventes at begynde i slutningen af oktober.

- Vi ved godt, at projekter af den her type ikke skaber begejstring alle steder, og vi er meget interesserede i at finde ud af, hvordan vi kan tilpasse projekterne bedst muligt. Derfor kommer vi til at gennemføre en omfattende høring med borgermøder flere gange undervejs og på forskellige stadier i processen sådan, at vi kommer hele vejen rundt. Samtidig vil der blive lavet miljøundersøgelser, så visuelle konsekvenser og konsekvenser for natur og miljø bliver tydelige for borgere og byrådet, siger Torben Hansen.

Randers Kommune forventer, at planlægningsprocessen med høringer og undersøgelser vil stå på i perioden 2022-2024. 

1550 hektar energianlæg på land

Overgård Vindmøllepark, etape 4

Dette Projektforslag omfatter en udvidelse af den allerede eksisterende vindmøllepark med seks vindmøller, syd for Overgård vindmøllepark, med en totalhøjde på 150 meter. Ansøger er Wind Estate.

Solcelleanlæg ved Sødringholmsskov ved Overgård Vindmøllepark - 185 hektar

Wind Estate søger om tilladelse til at opføre 185 hektar solceller ved Overgård Vindmøllepark. Solcelleområdet er beliggende imellem vindmøllerne i etape 2 og syd for vindmøllerne i etape 3 og 4.

Solcellepark ved Dalbyneder - 570 hektar

Projektets størrelse svarende til 570 hektar og forventes at kunne producere 420 GWH årligt. Dette svarer til 105.000 husstandes gennemsnitlige elforbrug (4000KWh). Ansøger er GreenGo Energy.

Solcelleanlæg med PtX-anlæg ved Overgård - 765 hektar

Eurowind Energy A/S ansøger om etablering af 2 solcelleparker på i alt ca. 765 og et PtX-anlæg for at optimere anvendelsen af området ved Vindpark Overgaard, så området kan udvikle sig til Energipark Overgaard.

Solcelleanlæg med tilhørende PtX-anlæg ved Purhus - 35 hektar

Skovgaard Energy ApS ønsker at etablere projekt Energipark Trikelshøj. Projektet omfatter opførelse af en solcellepark med tilhørende PtX- og tankanlæg, som skal producere og distribuere brint.

Kilde: Randers Kommune

Se nøgletal for:
Læs mere om: Randers Kommune
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.989