23948sdkhjf

Lokalpolitikers inhabilitet kan føre til krav om millioner

Østre Landsret tager fat på retssag med stor betydning. Faxe Kommune har anket dom fra byretten.

Et kommunalt nej til en ansøgning om at grave grus under grundvandet kan udløse et krav om erstatning på flere millioner kroner.

Sagen vil blive behandlet af Østre Landsret i den kommende uge. Her skal dommerne tage stilling til, om et medlem af teknik- og miljøudvalget i Faxe Kommune var inhabil, da han deltog i afstemningen.

I det første slag i retssystemet fik Nymølle Stenindustrier A/S medhold. Selskabet graver efter grus og sand flere steder i landet.

I 2019 mødte Nymølle dog modvind i forbindelse med et projekt i Bjerrede på Østsjælland.

Faxe Kommune sagde nej til ansøgningen om en midlertidig sænkning af grundvandet i forbindelse med udgravning af grus.

Stemmerne i teknik- og miljøudvalget stod 4-3, men Retten i Næstved slog sidste sommer fast, at afgørelsen var ugyldig.

Årsagen var ifølge dommen, at et medlem af udvalget var inhabil under behandlingen af sagen.

Henrik Aakast fra Venstre havde på forhånd "profileret sig politisk" i forhold til sagen, noterer de tre dommere i Næstved.

De bemærker desuden, at Aakast også var med i bestyrelsen for Foreningen mod Grusgrav i Bjerrede. Han er endvidere medejer af flere ejendomme tæt på kanten af den planlagte grusgrav. Og endelig har han selv tidligere skrevet, at en tilladelse ville påvirke hans og hans families økonomi drastisk.

Henrik Aakast havde en så "væsentlig og direkte personlig økonomisk interesse i, om der blev meddelt tilladelse, at der ud fra en generel vurdering må anses at være risiko for, at han ville kunne lade sig påvirke heraf ved sin stillingtagen", skriver dommerne i Næstved.

Men dommen om inhabilitet er altså anket af kommunen, og nu tager landsretten fat på spørgsmålet på retsmøder onsdag og torsdag. Dommen kommer først på et senere tidspunkt.

Til regionalmediet sn.dk har forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole tidligere kaldt sagen usædvanlig.

Til mediet har borgmester Ole Vive (V) sagt, at der er noget større på spil:

- De folkevalgte er i bund og grund valgt til at træffe beslutningerne, og hvis man bor et særligt sted og dermed ikke kan være med til at træffe beslutninger, så har vi et stort demokratisk problem.

Inden afstemningen i udvalget havde embedsmændene udarbejdet et udkast til en tilladelse. Men politikerne sagde altså nej.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188