23948sdkhjf

Kendt arkitekt styrker ledelse og profil

Arkitektvirksomheden Friis & Moltke ruster sig til fremtiden med fire nye medarbejdere tættere på ledelsen

Det landsdækkende arkitektfirma Friis & Moltke, med cirka 60 ansatte, har udnævnt fire af sine medarbejdere til associerede partnere.

Det sker for at styrke tegnestuens udvikling og profil, lyder det i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om arkitekterne Lise Nyholm Nørgaard, Kristina Møller Hansen, Anders Glud Rasmussen og Mathis Lauridsen Gerlich.

De har alle været hos Friis & Moltke i en årrække og deltaget i udviklingen af en lang række af tegnestuens projekter.

Næsten 70 år gammel

Virksomheden, der er 67 år gammel og blev grundlagt i 1955 af Knud Friis og Elmar Moltke Nielsen, har i dag kontorer i København, Aalborg og Aarhus.

- De fire associates indtager allerede nøgleroller i organisationen og vil i et tæt samspil med partnerkredsen medvirke til videreudviklingen af virksomheden og sikre fortsat positiv fremdrift, siger adm. direktør Thomas Hjortlund Svendsen, i en pressemeddelelse.

Det er uhyre vigtigt for os, at vi til stadighed kan fastholde den arkitektoniske kvalitet, som altid vil være en forudsætning for vores succes. Thomas Hjortlund Svendsen, adm. direktør, Friis & Moltke

Tegnestuen er blandt andet gennem flere årtier kendt for markante gymnasie- og uddannelsesbyggerier samt for projekteringen af Skjoldhøj og Grønnevang Kirke.

Af nyere projekter har Friis & Moltke sat aftryk på Musikkens Hus og Gigantium i Aalborg, ligesom arbejdet med Museum Sønderjyllands nye Bevarings- og læringscenter netop er afsluttet.

Fremtidssikring 

- Med udnævnelsen af de fire nye associates ønsker vi at fremtidssikre tegnestuens strategiske udvikling og fokus - og samtidig understøtte den positive vækst, som vi er inde i, siger Thomas Hjortlund Svendsen.

Han fortæller at virksomheden "har travlt med rigtig mange spændende opgaver for øjeblikket".

- Det er derfor uhyre vigtigt for os, at vi til stadighed kan fastholde den arkitektoniske kvalitet, som altid vil være en forudsætning for vores og vores samarbejdspartneres succes.

Udnævnelsen af de nye associerede partnere skal ses som en styrkelse af organisationen - ikke mindst i forhold til at sikre en stærk tilstedeværelse overfor kunder og samarbejdspartnere, lyder det videre i pressemeddelelsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098