243 flere beskæftigede blandt betonelement-producenterne
Travlheden i 2021 i den danske byggebranche viste sig i antallet af beskæftigede hos de danske producenter af betonelementer.
Det fremgår af en analyse, som Licitationen - Byggeriets Dagblad har lavet. Analysen er lavet 15. august 2022 og baserer sig på de seneste regnskabstal for betonelementproducenter med mindst 70 ansatte.
Samlet set steg antallet af beskæftigede blandt de 17 store danske betonelement-producenter med 243, når regnskabsårene 2021 og 2020 holdes op mod hinanden. Branchens samlede medarbejderflok voksede til 4.672 fra 4.429.
Come-back
Der er således tale om et comeback i branchen, da effekterne af covid-19 ramte det første halvår af regnskabsperioden, og branchens aktører oplevede et fald i aktivitetsniveauet. Dette vendte dog i andet halvår, hvor flere af producenterne udtaler, at aktiviteten lige så stille steg. Af samme årsag blev der behov for flere hænder.
14 af de 17 virksomheder i analysen ansatte flere folk. Hos Ambercon voksede de til 273 ansatte fra 251.
- Vi omsatte for en del mere i 2021 end året forinden, så der skal flere hænder til. Det er altovervejende produktions-hænder, vi har fået tilgang af, fortæller adm. direktør Apichat Bonde, som føjer til om en af de nye stillinger, der blev besat:
- Vi har investeret i en medarbejder, der ikke laver andet end EPD’ere. Jeg synes, vi står stærkt, når vi ser på de nye CO2-krav, der kommer til nybyggeri fra januar 2023. Kravene bliver desuden strammet yderligere i 2025, så vi har flere udviklingsprojekter i gang.
Omsætningen vækster
Den øgede beskæftigelse og travlhed skinner også igennem i omsætningen. De syv virksomheder, som oplyser denne regnskabspost, har hævet den samlede omsætning til 4.955,7 mio. kr. i 2021 fra 4.627,8 mio. kr. i 2020. Blot én af de syv, Confac A/S, så omsætningen falde.
- Vi har en stor andel af ikke-egenproducerede varer. Vi laver kun vægge og facader, som udgør cirka to tredjedele af vores projekter, alt andet laves andre steder. Det kan give udsving fra projekt til projekt, hvis andelen af andre varer er stor, forklarer adm. direktør Erling Holm.
Stigningen i aktiviteten blandt betonelement-producenterne var dog ikke nok til at opveje de stigende råvarepriser, og branchen havde derfor, for tredje år i træk, tilbagegang i indtjeningen.