Priser på byggematerialer går i hver sin retning
Betonvarer er blevet dyrere. Prisen på træ er begyndt at stagnere. Og andre materialer såsom stål er blevet billigere.
Efter adskillige måneder med markante stigninger over hele linjen, går priserne nu i forskellige retninger, fremgår af tal fra Danmarks Statistik.
Det er en udvikling, man nikker genkendende til blandt flere aktører i byggeriet. Og situationen kommer med sine egne udfordringer, mærkes det blandt andre hos den sjællandske entreprenørvirksomhed C.C. Brun Entreprise A/S, der beskæftiger mellem 70 og 90 medarbejdere
- Det, som vi ikke troede i går, var en udfordring, kan være det i morgen. For det er rigtigt, nu falder der ro på eksempelvis stålpriserne, men når vi så taler med teknikentreprenørerne, viser det sig, at priser på tekniske komponenter er stigende, siger Jens Christian Molter, adm. direktør i virksomheden, som blandt andet udfører erhvervs-, institutions- og boligbyggerier.
For entreprenøren gør situationen det svært at give en fast pris, og prisudsvingene er desuden større end i tidligere år: Nu ændrer prisen sig så hurtigt, at de statistikker, byggebranchen arbejder ud fra, hurtigt bliver forældede, fortæller direktøren.
Man er nødt til at gardere sig, og når alle led i kæden gør det, så bliver det farligt Michael Jørgensen, formand i DI Byggeri Nordjylland
- Når vi skal eftervise priserne for bygherrer, skal vi tit vente på, der sker noget hos Danmarks Statistik. Og det kan give udfordringer rent praktisk, fordi tallene ikke nødvendigvis afspejler situationen i skrivende stund, siger han.
Usikkert ad Pommern til
Analysen fra flere andre aktører i branchen er også, at situationen er usikker.
Formand i DI Byggeri Nordjylland Michael Jørgensen melder om, at der faktisk i hans øjne er kommet lidt mere stabilitet over priserne end for et halvt år siden. Men:
- Det er stadig usikkert ad Pommern til. Vi ved ikke, for eksempel heller ikke, hvordan gaspriserne ser ud i næste uge. Det gør jo, at man er nødt til at gardere sig, og når alle led i kæden gør det, så bliver det farligt, siger han.
De nyeste tal fra Danmarks Statistik er for juli måned. Som skrevet, er det blandt andet prisen på varer af beton, cement, sten og lignede, som er på vej op. De er blevet 6,7 pct. dyrere end måneden før.
Træ er mere stagnerende med en lille stigning på 0,7 pct., mens stål er på vej ned igen, efter prisen steg kraftigt oven på Ruslands invasion af Ukraine i februar.
- Vi ser jo, at noget går den rigtige vej, noget stagnerer, og dér hvor vi ser, at det stiger lidt er på cement på grund af afgifter og energipriser. Og så kan vi selvfølgelig mærke det på dieselolie, hvor det stagnerer, men det er jo stadig dyrt, siger formanden i DI Byggeri Nordjylland.
Dieselprisen er fra juni til juli faldet med knap 6 pct. ifølge tal fra Danmarks Statistik, men ligger stadig over 80 pct. højere end juli sidste år.
Priser markant højere
Jesper Toftebjerg Andersen, formand i DI Byggeri Sjælland og Lolland Falster melder også om, at medlemmerne stadig kæmper med uvisheden omkring prisernes udvikling.
- Når man udregner tilbud, bliver man nødt til at sige, det her er en dags dato-pris, og så må man håbe, siger Jesper Toftebjerg Andersen.
Han minder desuden om, at selvom nogle varer falder i pris eller stagnerer - så er prisen for de fleste varers vedkommende en del højere, end man har set de foregående år. Eksempelvis ligger jern og stålprisen 95 pct. højere end i juli 2020, aluminium er 49,5 pct. dyrere og varer af beton og lignende er 15,5 pct. dyrere, fremgår af Danmarks Statistiks tal.
- Før vi så de her prisstigninger, kunne vi regne med, at omkostningen på for eksempel en kubikmeter beton inklusive armering lå på omkring 1.500 kr. Nu er den på 2.500 kr. Det skyldes jo både prisstigninger på cement, på stål og på transporten, fortæller Jesper Toftebjerg Andersen.
Frygten er nu, at de højere priser betyder flere aflyste opgaver, og at andre slet ikke bliver sat i gang. Tidligere på året viste en undersøgelse, at 52 pct. af bygherrerne forventede at ville aflyse projekter i år på grund af de stigende priser.
Blandt medlemmerne i DI Byggeri Sjælland og Lolland Falster er der ikke endnu meldinger om den helt store opbremsning. Endnu.
- Det, jeg hører, er, at nogle har masser at lave. Andre er mere nervøse, fortæller formanden.
Meldinger fra rådgivere
Tilbage hos C.C. Brun Entreprise A/S oplever man enkelte positive tendenser midt i uvisheden.
Kunder har generelt en større forståelse af, at priserne er sværere at spå om end før, forklarer Jens Christian Molte. Og så er der heller ikke her meldinger om, at kunder træder på bremsen. Men den del kan ændre sig.
- Det ser egentlig fornuftigt ud lige nu. Vi oplever ikke, at der bliver bremset op nu. Men vi hører så også fra rådgivere, som vi har projekter sammen med, at de ser enkelte projekter, som bliver annullerede og udskudt, fortæller direktøren.
- Og det plejer netop først at være rådgiverne, der oplever en opbremsning, før entreprenørerne gør det, siger han.