23948sdkhjf

Nu rammer prisstigningerne: Rekordmange byggekonkurser i juni

DI Byggeri forudser flere konkurser, efter næsten dobbelt så mange byggefirmaer måtte dreje nøglen om i juni

Konsekvenserne af de tårnhøje prisstigninger på byggematerialer begynder nu for alvor at kunne ses i konkurstallene for branchen.

Ifølge en dugfrisk opgørelse fra analysevirksomheden Estatistik måtte 137 virksomheder inden for byggeri og anlæg dreje nøglen om i juni mod 108 i maj.

Det skal ses i forhold til et samlet antal konkurser i sidste måned på i alt 626 for alle brancher.

I starten af året lå antallet af konkurser i byggeriet på godt det halve med 74 i januar.

Ser man udelukkende på virksomheder med beskæftigelse, er billedet nogenlunde det samme. Her var der 66 konkurser inden for byggeri og anlæg i juni mod 34 i januar og 44 i maj, viser analysen, som er baseret på udtræk fra Statstidende og CVR samt tal fra Danmarks Statistik.

Konkurser i første halvår 2022
Type Januar Februar Marts April Maj Juni
Alle konkurser 447 363 970 729 833 626
Heraf bygge og anlæg 74 59 128 103 108 137
Konkurser med beskæftigelse 136 158 257 187 173 242
Heraf bygge og anlæg 34 34 51 46 44 66
Jobtab i alt 555 669 1.076 1.393 948 1.698
Heraf bygge og anlæg 198 131 392 503 316 664
Kilde: Estatistiks Konkursdatabase

- Vi kan gå tilbage til 2016, og her vil juni 2022 med hensyn til antal konkurser med beskæftigelse og jobtab fremstå som den værste måned, siger Kent Nielsen, direktør i Estatistik.

Mange tabte job i juni

Han henviser til, at rekordmange personer mistede jobbet i juni i forbindelse med en konkurs i byggebranchen.

Jobtabet inden for byggeri og anlæg var således 664, hvilket var mere end en fordobling i forhold til måneden før og rekord, hvis man ser på udviklingen siden 2020.

Ifølge Estatistiks direktør tegner der sig et billede af, at det ikke kun er små og nystartede virksomheder, som har ladet livet i den seneste tid. Gennemsnitsalderen på de konkursramte virksomheder er nemlig omkring ni år, påpeger han.

Vi kan gå tilbage til 2016, og her vil juni 2022 med hensyn til antal konkurser med beskæftigelse og jobtab fremstå som den værste måned Kent Nielsen, direktør, Estatistik

- Det her er altså reelle, ældre virksomheder af en vis størrelse. Det er ikke, som vi så under finanskrisen, en hel masse små virksomheder, der lige var startet op, og som ikke var godt nok polstret. Det er lidt overraskende, at det også rammer de store, veletablerede virksomheder, siger Kent Nielsen.

Et af de seneste eksempler er det store herningensiske entreprenørfirma JFP – Jørgen Friis Poulsen, som gik konkurs i juni med i alt 170 ansatte.

Likviditetspres

Ifølge Anders Stouge, branchedirektør, DI Byggeri, skyldes det stigende antal konkurser især de seneste måneders voldsomme prishop på byggematerialer.

Han peger på, at hvis virksomheder har indgået kontrakter med fastpris, vil de blive presset på likviditeten og marginen, når de skal ud og købe materialer til meget højere priser, end det der var indregnet i tilbuddet.

- På et tidspunkt knækker ligningen så i forhold til, at økonomien kan hænge sammen. Det er desværre en meget kedelig situation, siger Anders Stouge.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik steg materialeomkostningerne med 11,3 pct. fra første kvartal 2021 til første kvartal 2022.

Tyder de mange konkurser på, at nogle af branchens virksomheder ikke er godt nok polstret mod dårligere tider?

- Det kan du sige, men det her er jo en meget usædvanlig situation. Virksomhederne er jo polstret nok i forhold til almindelige udsving, men det her er ualmindelige udsving. Og så er der selvfølgelig også nogle, der ikke er polstret i det hele taget, siger Anders Stouge.

Flere konkurser i maj

DI Byggeris seneste prognose peger mod en afmatning i byggeriet, og det kan ifølge Anders Stouge betyde endnu flere konkurser i den kommende tid.

Virksomhederne er jo polstret nok i forhold til almindelige udsving, men det her er ualmindelige udsving Anders Stouge, branchedirektør, DI Byggeri

-Vi forventer en opbremsning og nedgang i byggeriet resten af året og ind i 2023. Det skyldes jo mange ting, men i særdeleshed stigende renter, som gør, at folk undlader at sætte gang i projekter. Vi ser også, at kommunerne har fået en lavere anlægsramme, og at det almennyttige byggeri bremser op. Dertil kommer de stigende materialepriser. Det er alt sammen noget, der trækker i retning af flere konkurser, siger branchedirektøren.

Fra brandvarm til lunken

Byggebeskæftigelsen er dog stadig tårnhøj, så selv om flere i branchen nu mister jobbet i forbindelse med konkurser, er der ikke udsigt til massearbejdsløshed i byggeriet lige foreløbig, fastslår han.

- Vi ser jo stadig, at der er mangel på arbejdskraft. Men manglen er på et lavere niveau end tidligere. Og vi er tilsyneladende lige midt i et vendepunkt, så jeg tror desværre også, vi kommer til at se folk, der i en periode står uden arbejde og skal finde noget andet, siger Anders Stouge og tilføjer:

- Vi går fra en situation, der i bund og grund er brandvarm. Det har jo virkelig buldret afsted i bygge og anlægssektoren siden finanskrisen. Der har aldrig været så mange ansatte i bygge og anlægssektoren som i de seneste måneder. Det her er tegn på, at det begynder at vende den anden vej. Spørgsmålet er, om det går fra brandvarmt til lunkent eller helt ned til koldt. Det ved vi simpelt hen ikke. Men vores bedste bud er, at det bliver lunkent.

Top 10: De største byggekonkurser i juni
Navn Måned Årsværk
JFP Murer & Tømrer A/S (Datterselskabet af 09.06.2022 A/S) Juni 101
Torntoft og Mortensen A/S April 73
ApS Chr. Brinck & Søn Maj 71
Selskabet af 09.06.2022 (Jørgen Friis Poulsen) Juni 61
STB Håndværk A/S Juni 60
TH El-teknik ApS April 53
KFF II ApS Juni 44
Anpartsselskabet af 28.02.2022 (PM Teknisk Isolering ApS) April 43
Deegoo ApS Maj 40
Q Construction Maj 37
Kilde: Estatistik

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125