Debat: Vis samfundssind – energirenover boligerne
Af Mogens C. Ramsløv, adm. direktør i Gaihede
I 2020 udråbte Dansk Sprognævn ordet ”samfundssind” som årets ord. For mig giver det god mening. Vi lever i en tid, hvor alle er nødt til at gøre en ekstra indsats for fællesskabet. Jeg håber, energirenovering bliver næste vinder af årets ord. Netop ved at energirenovere ens ejendomme og bygninger kan man for alvor udvise samfundssind – ud over egne besparelser.
De to store emner, der udfordrer vores civilisation lige nu, er netop de steder, hvor vi alle kan gøre en forskel ved at skære i vores energiforbrug gennem energirenovering.
Det første og største emne er de globale klimaændringer.
Vi har en voksende klimatrussel med stigende globale temperaturer grundet menneskets udslip af CO2 i atmosfæren fra vores produktion og vores livsstil.
Bygninger er den store synder
En af de største CO2-syndere er byggeri og bygninger. Undersøgelser viser, at omkring 40 procent af Danmarks energiforbrug er bundet i bygninger – i forbindelse med produktion af byggevarer, opførsel af nyt byggeri og ved selve driften af bygninger ved varme etc.
Jeg oplever, at politikerne i høj grad tager klimaproblemet alvorligt og er i gang med at ændre den sorte energi til mere grønne energikilder. Regeringen har netop barslet med en plan, der vil føre til en firedobling af produktionen fra solcelleparker og vindmøller frem til 2030.
Det er modigt og godt.
Men politikerne må ikke glemme at plukke de lavesthængende frugter. Den frugt hedder energirenovering.
Som byggerådgiver kender vi de ældre ejendomme ret godt, og der er ingen tvivl om, at der kan man hurtigt nedbringe et energiforbrug ved små tiltag som tykkere isolering, opgradering af vinduer eller ved at modernisere varmesystemet.
De forbedringer kan man gennemføre på få måneder i en ejendom, og det kan ses med det samme på klimaregnskabet – både ejendommen og klodens.
Energikniv på struben
Den anden store energiudfordring er kun få måneder gammel.
24. februar i år skete der noget, der for alvor gav os en energikniv for struben. Med Putins invasion af Ukraine opdagede Vesteuropa, hvor udsatte vi er grundet vores energiafhængighed af russisk energi.
Det er uholdbart, og igen tales der investering i vindmøller, udvikling af brinteknologi, mere fjernvarme og endda naturgas med genåbning af Thyrafeltet. Det er alle langsigtede løsninger.
Igen glemmer man det åbenlyse – energirenovering – minimere vores forbrug og afhængighed af energi. Og her kan vi hurtigt få et resultat.
Eksempelvis kan du med en udskiftning af et nedslidt varmesystem med det samme nedbringe forbrug, mindske spild og øget komforten i hjemmet.
En win-win-win-løsning
Energirenovering er en win-win-win-løsning. Den enkelte ejendomsejer sparer penge og bidrager både til mindre CO2-udslip og mindre afhængighed af Putin.
Så ”what’s not to like”?
Desværre er det ikke altid så let at sælge energiløsninger i praksis. Det oplever vi som rådgiver på området. For at få et mere effektivt energisystem i eksempelvis en ejendom, skal der investeres et større beløb.
Det kan være udfordrende at stemme hjem på en generalforsamling i en boligforening, da en dyr investering her er svær at forholde sig til. Mange foreninger fristes mere af nye altaner eller en ny facadepudsning end af en ny varmecentral i kælderen eller udskiftning af vinduer.
Vi kan heldigvis overbevise mange bygherrer med vores argumenter i form af solide besparelser.
En støttende hånd i ryggen
Men det kunne rykke mere, hvis politikere gav energirenovering en støttende hånd i ryggen.
Først og fremmest kunne de italesætte fordele og besparelser mere – eller de kunne belønne gennem støtteordninger og lovgivning.
Noget bør gøres.
De spildte energiressourcer på ejendomsområdet er tåbelige. Ikke kun for ejendommen, men for hele samfundet.