23948sdkhjf

Bygger brødfabrik i Brøndby

Coops bagerkoncept BrødCooperativet skal rulles ud til endnu flere butikker, derfor bliver fællesbageriet udvidet og suppleres med et konditori

Detailkæden Coop skal bruge ekstra ovnplads, når bagerkoncept BrødCooperativet bliver rullet ud i flere butikker. Derfor udbygges fællesbageriet i Brøndby vest for København, så kapaciteten tredobles inden udgangen af maj næste år. Desuden tilføjes et konditori, der skal sikre lækre kager til butikkerne. Det skriver Coop Danmark i en pressemeddelelse.

DS Flexhal står i spidsen for udvidelsen, som øger fællesbageriet til nu godt 4.000 kvm. Sidste år byggede den nordjyske buggevirksomhed den første hal på 1.400 kvm.

– Allerede under det første byggeri fik vi etableret et rigtig godt samarbejde. Vi er stolte over, at Coop Danmark har valgt DS Flexhal igen, når udvidelsen skal opføres, fortæller Kasper Thogo Ramsing, entrepriseleder fra DS Flexhal, i pressemeddelelsen.

Fællesbageriet er et supplement til Coops butiksbagere og betyder, at de butikker, der ikke selv har bageri – eller får brød fra nærliggende bageri i en større Coop-butik – får friskbagt brød og kager leveret dagligt.

– Gennem de seneste fire år har vi etableret Danmarks største kæde af bagerbutikker under navnet BrødCooperativet, som vi nu har cirka 130 afdelinger af, fortæller koncerndirektør Per Thau, Coop.

Efterspørgslen fra butikkerne er stigende og særligt udrulningen af Coop 365 discount øger behovet for yderligere kapacitet på fællesbageriet, der i dag forsyner knapt 60 butikker på Sjælland, fortæller chef for BrødCooperativet Michael Krall Poulsen.

– For kunderne betyder fællesbageriet først og fremmest bedre brød og kager til priser alle har råd til. Stordriften giver mulighed for et større udvalg og optimal kvalitet og fødevaresikkerhed, siger Michael Krall Poulsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.909