23948sdkhjf

Skandaleramte byggebrødre skal nu undersøges af politiet

Sagen om det skandaleombruste bygge- og udlejningsfirma Grønnely, der i løbet af det seneste år er blevet kraftigt kritiseret for massivt byggesjusk flere steder i landet, får nu et nyt kapitel.

Sikkerhedsstyrelsen har nemlig bedt politiet om at gå ind i sagen og efterforske firmaet, skriver TV 2 Lorry.

Det sker på baggrund af, at Grønnely overfor Sikkerhedsstyrelsen ikke har kunnet dokumentere, at det er autoriserede håndværkere, som har udført det autorisationskrævende el-arbejde i mere end 80 lejelejligheder i henholdsvis Gilleleje i Nordsjælland og Langeskov på Fyn.

- Vi har spurgt ind til, hvem det er, der har lavet el-arbejdet, og i og med, at vi ikke har kunnet få et klart svar, har vi sendt sagen til efterforskning hos politiet, siger vicekontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Evy Boe Madsen til TV 2 Lorry.

Sikkerhedsstyrelsen har, efter anmeldelse fra beboerne, været forbi byggerierne og lavet stikprøveundersøgelser i enkelte lejligheder. Teknikkerne fra Sikkerhedsstyrelsen fandt adskillige alvorlige fejl på elinstallationerne, der forøgede risikoen for brand eller stød.

De mange fejl, der blev fundet i lejlighederne i Gilleleje og Langeskov, fik samtidig Sikkerhedsstyrelsen til at indlede en undersøgelse af, om el-arbejdet var udført af et firma med den krævede autorisation.

Denne undersøgelse har nu stået på et par måneder, men trods flere partshøringer og høringssvar, er Sikkerhedsstyrelsen ikke i stand til at afgøre, om elarbejdet i to ejendomme er udført af autoriserede firmaer, som loven kræver.

Derfor inddrager Sikkerhedsstyrelsen altså nu Nordsjællands og Fyns Politi, som har beføjelser til at udføre deciderede afhøringer af Grønnelys ejere og håndværkere. Grønnely ejes af tvillingerne Kristian og Peder Blak, som også ejer barimperiet The Old Irish Pub.

- Politiet må lave afhøringer, og det må vi som myndighed ikke, derfor beder vi nu politiet om hjælp til at få oplyst denne her sag, så vi kan træffe den rigtige afgørelse, siger Evy Boe Madsen.

Grønnely, som opkøber udtjente kommunale ejendomme og ombygger dem til beboelse i hele landet, har i starten af sagsforløbet overfor Sikkerhedsstyrelsen hævdet, at det var el-firmaet CR Electric, som havde udført det autorisationskrævende arbejde.

Som dokumentation sender Grønnely en faktura fra CR Electric til Sikkerhedsstyrelsen den 26. februar 2022.

Efterfølgende fortæller CR Electric dog Sikkerhedsstyrelsen, at det ikke er dem, som har udført el-arbejdet i lejlighederne. Elfirmaet har kun stået for elforsyningen ind til lejlighederne.

I et nyt høringssvar til Sikkerhedsstyrelsen fra 27. april, som TV 2 Lorry er i besiddelse af, erkender Grønnely, at installationerne er udført af Grønnelys egne håndværkere. Men firmaet mener, at de var i god tro, da elarbejdet ifølge Grønnely, blev udført under kontrol af firmaet CR Electric.

Men forklaringerne har altså ikke været nok for Sikkerhedsstyrelsen til at fastslå om arbejdet er udført af autoriserede fagfolk, Virksomheder, der ikke følger autorisationsloven kan straffes med bøde, mens autoriserede firmaer, kan få frataget deres autorisation, hvis de ikke følger kravene i loven.

CR Electric har efterfølgende udbedret de mange fejl, som Sikkerhedsstyrelsen fandt i lejlighederne.

TV 2 Lorry har bedt Grønnely om en kommentar til udmeldingen fra Sikkerhedsstyrelsen. Byggefirmaets direktør Christian Stig Møller, skriver i en mail, at udmeldingen er ny for dem og at de vil vende tilbage med et svar hurtigst muligt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156