23948sdkhjf

Trælastkæde runder 101 i næstbedste år nogensinde

Med et driftsresultat på 92 mio. kr. blev 2021 det næstbedste år nogensinde for den sjællandske trælastkæde Johannes Fog.

Det viser et dugfriskt årsregnskab fra virksomheden, der tæller ni byggecentre samt et enkelt bolighus.

Det seneste år er der føjet 9,5 pct. til toplinjen, som næsten snitter de 1,5 mia. kr., og selvom det understreges, at en stor del af stigningen kan tilskrives øgede materialepriser, har væksten været lønsom. Før skat lander årets resultat på 71 mio. kr. mod foregående års 49 mio., og overskudsgraden på 5,1 pct. er ikke matchet siden rekordåret 2007.

I årsrapporten kategoriseres resultatet som ”særdeles tilfredsstillende”, og trælastkædens ledelse understreger, at det i et år, der har budt på store logistiske og omkostningsrelaterede udfordringer, ikke havde været muligt at opnår uden en stor indsats fra medarbejderstaben. Den er i årets løb vokset begrænset fra 435 til 453 ansatte.

Seks etager under opførelse

2021 bød også på første spadestik til det nye hovedkontor, Johannes Fog er gået i gang med at opføre på Firskovvej i Lyngby. Her har trælastkæden taget hul på det, der skal blive til et multifunktionelt hus i seks etager, der ikke alene skal rumme kontorer og en topmoderne trælast.

Fog har tidligere oplyst, at det 15.400 etagemeter store byggeri også skal byde på et testcenter, hvor nyt udstyr kan prøves, et auditorium med plads til 300 personer, et produktionskøkken, caféområde, uddannelsesinstitution, cirka 60 kollegieboliger, mulighed for at leje sig ind i byggeriet med både butikslejemål eller kontorlejemål.

Den nye forretning skal med trælastkædens egne ord udforske mulighederne for, hvordan byggecentre i fremtiden kan se sig selv i et mere holistisk perspektiv i en kombination af både at være byggecenter, inspirationskilde, værksted, testcenter, café, uddannelsesinstitution, boligområde og facilitator for at udvikle det nordsjællandske erhvervsmiljø.

– Vi glæder os rigtigt meget til at kunne byde vores kunder velkommen i flotte nye, effektive og spændende rammer på Firskovvej, lyder det fra adm. direktør Carsten Ludvig, der forventer at kunne byde kunder indenfor i foråret 2023.

Udover byggeprojektet kommer indeværende år til at byde på udviklingen af en ny webshop hos trælastkæden, der i 2020 kunne fejre 100-års fødselsdag. Og forventningen er, at det 102. leveår kommer til at ende på nogenlunde samme niveau som nummer 101.

”For 2022 forventes et resultat på niveau med resultatet for 2021. Også i 2022 vil Fog gøre sit yderste for at hjælpe kunderne og reducere leveringstid og mangel på materialer i en krævende forsyningssituation,” skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095