Arkitektfirma vinder tre på stribe hos sjællandsk boligselskab
Arkitektfirmaet H+ skriver boligforeningen Vibo på listen over boligforeninger, som firmaet skal rådgive i forbindelse med at skabe attraktive og tidssvarende rammer.
I april og marts har H+ vundet tre separate totalrådgivningsopgaver i forbindelse med realisering af Fysisk Helhedsplan om renovering af Vibos afdeling 142, Bagergården og afdeling 175, Rådmandsgade på Nørrebro i København samt Afdeling 113, Støberigården på Amager. Samlet omfatter boligafdelingerne mere end 400 boliger.
Det skriver H+ på sin hjemmeside.
Opgaverne Bagergaarden og Rådmandsgade løses i samarbejde med Lyngkilde Rådgivende Ingeniører.
Opgaven på Støberigården løses i samarbejde med H+TNT og Dines Jørgensen & Co.
Indeklima og energioptimering
Bagergården består af 80 lejemål på to, tre og fire værelser, Støberigården tæller 282 lejligheder med alt fra et til fire værelser, og Rådmandsgade består af 39 lejligheder med et eller to værelser.
Samlet har Boligforeningen Vibo cirka 6000 almene lejeboliger i Stor-København og Nordsjælland.
Renoveringen omfatter blandt andet badeværelser, integrering af fælles beboerlokale i udearealerne, forbedring af udearealer inklusive udendørs belysning, facaderenoveringer og udskiftning af vinduer og altandøre samt gennemgang af tag og undertag.
Med H+'s ord skal projekterne både skabe bedre indeklima og energioptimeringer, og sikre mere nærhed og tryghed, rummelighed og dermed tilfredse beboere.