23948sdkhjf

Travl byggebranche er med til at give Grundfos rekordsalg

Den danske pumpegigant Grundfos har haft et rekordår i 2021 med stor vækst i både salg og indtjening.

Det oplyser Grundfos i en pressemeddelelse.

Grundfos med base i Bjerringbro er kendt for at producere og sælge pumper, der bruges overalt i industrien samt i erhvervs- og boligejendomme.

Det kan for eksempel være til varme og aircondition, vandforsyning og rensning af spildevand.

Samlet har salget af pumper i 2021 kastet en omsætning på 28,7 milliarder kroner af sig. Det er rekordhøjt for Grundfos.

Af regnskabet fremgår det, at salget til kunder inden for byggebranchen er vokset mest i løbet af året. Det er drevet af nybyggeri og istandsættelser.

Grundfos skriver i regnskabet, at også salg til industrien har udviklet sig positivt takket være et højt investeringsniveau.

Den positive salgsudvikling på flere markeder har bidraget til, at Grundfos i 2021 har tjent 2,6 milliarder kroner efter skat. Også det er rekordhøjt.

Ifølge Poul Due Jensen, koncernchef og administrerende direktør i Grundfos, har selskabet med rekordresultaterne et stærkt afsæt til at gå ind i, hvad der forventes at blive et udfordrende 2022.

- Invasionen af Ukraine er først og fremmest en tragedie for det ukrainske folk.

- De globale følger er vidtrækkende, og vi har valgt at sætte al forretning og produktion i Rusland på pause.

- Den stigende inflation og det yderligere øgede pres på globale forsyningskæder gør, at vi ser ind i et meget usikkert 2022, siger Poul Due Jensen.

Trods forholdene forventer Grundfos en vækst i salget i 2022 sammenlignet med i 2021.

Indtjeningen ventes samtidig at blive negativt påvirket af de højere priser på blandt andet energi, materialer og transport.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141