Licitationen mener: Partnerskab bør være et forbillede
Med de mange millioner ukrainere, som i disse uger flygter fra deres hjemland efter Ruslands invasion, står ikke bare Europa men også Danmark over for en af de største flygtningestrømme i mands minde. Og med det følger også en integrationsopgave her i landet, som vil stille store udfordringer til både kommuner og erhvervsliv.
Forhåbentlig kan de mange ukrainske flygtninge, som ender i Danmark, vende tilbage til Ukraine med tiden. Men indtil da skal vi give dem et så godt ophold i Danmark som muligt - et ophold som måske ligefrem bliver permanent.
Mange ukrainere har tidligere søgt mod Danmark og vist, at de er stabil arbejdskraft i blandt andet landbruget, og med tanke på at der mangler hænder på det danske arbejdsmarked, skal erhvervslivet og kommuner ikke lade denne mulighed gå til spilde.
Derfor er det også et værdifuldt partnerskab, som regeringen, arbejdsmarkedets parter, kommuner og regioner har indgået om at gøre det nemmere at få ukrainere ind på det danske arbejdsmarked.
Der har allerede lydt kritik af, at regeringen i forhold til andre flygtninge giver ukrainerne nemmere adgang til det danske arbejdsmarked. Men i bund og grund bør partnerskabsaftalen være et forbillede for, hvordan Danmark langt bedre bruger virksomhederne til at integrere flygtninge i Danmark. Det er gennem et job, at de får kendskab til det danske samfund, sprog og kultur. Derfor bør aftalen danne skole for fremtidig integration.
Artiklen er en del af temaet Lederen.