Ny konkurrence: Kan du finde din bys sjæl?
Når Dansk Arkitektur Center torsdag 24. februar starter den 7. konkurrence om at fotografere de danske byer er temaet unikt.
Unikt forstået på den måde, at det, der i år skal i fotografernes søgelys netop er det, der gør hver by unik.
Arrangørerne kalder det Byens sjæl og opfordrer deltagerne til at finde den. Er det i bygningerne? I stemningen? I det gamle eller i det nye? Den kan være svær at udpege, men den er alligevel dén, der gør en by særlig.
Personlige bud
Med årets tema opfordrer Dansk Arkitektur Center deltagerne til at finder det, som de synes gør deres by særlig, og som skaber en forbindelse mellem dem og byen - på godt og ondt.
Det kan være en barndomsgade, skolegården, hvor man fik sit første kys eller et bygningsværk, man cykler forbi hver dag.
Sidste år indsendte danskerne 4.400 fotos og 1.600 skoleelever fortolkede deres by gennem en kameralinse.
Årets Jury
Juryen består af model og fotograf Helena Christensen, Maren Uthaug, forfatter og tegner for Politiken med striben Ting jeg gjorde, Oliver Sperling, som er sidste års vinder, Maja Dyrehauge Gregersen, direktør for Copenhagen Photo Festival og Tanya Lindkvist, programchef på Dansk Arkitektur Center.
De 55 bedste fotografier fra årets konkurrence bliver udstillet for offentligheden på Bryghuspladsen ved Dansk Arkitektur Center til sommer, på udvalgte biblioteker fordelt over hele landet, og som noget nyt også på Folkemødet på Bornholm.