Logistikkæmpe bygger 40.000 kvm i Ringsted
For mange år siden købte logistikselskabet DSV en 7,7 hektar stor byggegrund i Ringsted som led i selskabets planlægning af et nyt domicil. Domicilet endte siden i Hedehusene, men DSV holdt fast i grunden i Ringsted.
Det viste sig at være klogt. For nu er tiden moden til at udnytte den centrale placering midt på Sjælland – og dermed udbygge lagerkapaciteten, så den står mål med den efterspørgsel, selskabet oplever, skriver DSV i en pressemeddelelse.
Byggeriet starter formentlig allerede efter sommeren 2022. Det nye logistikhus forventes at stå klar til brug i efteråret 2023 med 40.000 kvm til kunderne. Der vil ifølge Transportmagasinet blive behov for at ansætte op mod 150 medarbejdere - samtidig vil lageret blive bygget med en højde på 15 meter.
- De seneste par år har lært mange virksomheder, at de skal have forsyningssikkerheden i orden, så mange af vores kunder opruster på lageret, forklarer Anders Vestergaard, Senior Director, DSV Sales, og ansvarlig for Road-lagrene, i pressemeddelelsen om bygge-beslutningen.
Lageret vil blive opbygget med fokus på FMCG, Fast Moving Consumer Goods, der dækker over typiske dagligvarer og lignende til privatforbrugere. Det kan være fødevarer, toiletartikler, alkohol og tobak og lignende.