23948sdkhjf

Sidste rejsegilde fejret i omfattende udbygning af Grønttorvet

Et sidste rejsegilde ved det gamle Grønttorvet i Valby markerer nu afslutningen på et omfattende udviklingsprojekt.

Det er Magnolia Hus, bestående af almene ungdomsboliger, kontorer og butikker, som udgør sidste udbygning af den københavnske bydel. Dermed nærmer de seks års byggeaktivitet i området sig sin afslutning.

FB Gruppen A/S har stået for totalentreprisen i udviklingen af området, der i alt omfatter 3000 boliger blandet med daginstitutioner, butikker og kontorer. Det er dermed det hidtil største udviklingsprojekt for FB Gruppen A/S.

Mangfoldighed gør stolt

Det er netop blandingen af forskellige typer boliger og erhverv, der har været vigtig for FB Gruppen A/S, fortæller direktør Hans-Bo Hyldig.

- At sikre mangfoldigheden og den blandede by er afgørende. Derfor har vi gennem hele udviklingen af Grønttorvet haft fokus på, at det skulle være en by for alle. Og ikke mindst en by, hvor man kan bo hele livet. Derfor har vi både ungdomsboliger, almene boliger, leje-, ejer- og andelsboliger samt et seniorbofællesskab, og netop denne mangfoldighed er en af årsagerne til, jeg er utrolig stolt, når jeg går rundt i bydelen, siger Hans-Bo Hyldig.

Plads til alle uanset pengepung

Også Københavns Kommunes overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) fik ved rejsegildet lejlighed til at hylde den mangfoldighed, som hun mener, den nye bydel ved det gamle Grønttorvet rummer.

- Grønttorvet er en bydel, som i den grad illustrer det, som vi ønsker for København. Det er den blandede by. Når vi står her i dag og kan fejre rejsegildet på almene boliger, så er det fordi, vi som kommune og by er blevet bedre til at samarbejde om, hvordan vi både får plads til private og almene boliger i en bydel. Magnolia Hus rummer således både almene og private ungdomsboliger samt kontorbyggeri, som passer godt ind i vores vision om at sikre, København er en blandet by, sagde Københavns Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) og fortsatte: 

- København skal også i fremtiden være en blandet by. Det er derfor, vi bygger rækkehuse i Tingbjerg, og også derfor vi bygger almene boliger på Grønttorvet. En by, hvor der er plads til alle, uanset hvilken baggrund og pengepung du har.

Behovet er stort

I Magnolia Hus er der blandt andet 57 almene ungdomsboliger, som boligselskabet Fsb ejer, og som de snart kan tilbyde nogle af de mange unge husvilde i København.

- Jeg er virkelig glad hver gang, vi kan bidrage med almene ungdomsboliger. For behovet er kæmpestort i København. Det er der ingen tvivl om. Der er masser af unge, der står og tripper for at få et sted at bo til en overkommelig husleje under deres uddannelse, siger Fsb's formand, Jan Thierry. 

Det forventes at de unge kan flytte ind i de 1-værelses ungdomsboliger til december 2022.

Arbejdet fortsætter

Rejsegildet, som blev markeret i denne uge, er det sidste i rækken af mange, men det betyder ikke, at området på det gamle Grønttorvet i den sydlige del af Valby er færdigbygget.

- Selvom rejsegildet på Magnolia Hus er det sidste på Grønttorvet, så er bydelen endnu ikke færdig. Vi byder velkommen til de sidste beboere senere på året, og etableringen af den sidste etape af Grønttorvsparken bliver færdiggjort til vinter, når vi fjerner sidste del af byggepladsen. Det er derfor den afsluttende fase, vi går ind i, forklarer adm. direktør Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen A/S.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128