Har du mod på en god forretning?
Antallet af konkurser er fortsat lavt her i skæret af genåbningen af Danmark efter en lang række coronarestriktioner. Kompensationsordningerne har afværget konkurs-katastrofen. Indtil nu.
Flere cheføkonomer og økonomiske iagttagere, heriblandt DI’s cheføkonom, Allan Sørensen, forventer nemlig, at med de mere normale tilstande i erhvervslivet, så kan der forventes flere konkurser. En del virksomheder har således lige akkurat formået at ride stormen af og skal nu til at sætte sejl og igen navigere på de vilkår, som markedskræfterne byder.
Det er altid trist, når en virksomhed må dreje nøglen. Mange virksomhedsejere må opgive livsdrømmen samtidig med, at de må afskedige gode medarbejdere. Nogle gange er det den eneste udvej. Og så skal man naturligvis lukke den nødlidende virksomhed så hurtigt som muligt.
Den forventede stigning i antallet af konkurser gør det imidlertid interessant for virksomhedsejere at vurdere mulighederne for at overtage og videreudvikle nødlidende virksomheder. Ofte vil nye øjne, nye ideer og energi - og ikke mindst ny kapital - kunne revitalisere og udfolde de potentialer, som ligger i de nødlidende virksomheder.
Virksomhedsdrift handler jo i bund og grund om at påtage sig en risiko. Men, det er en stor fordel, at virksomhedsejerne også har en veludviklet næse for at "gøre en god forretning". Og det kan man formentlig nok gøre i det marked, som udfolder sig i det kommende års tid.
Artiklen er en del af temaet Lederen.