23948sdkhjf

3F vil have medlemmerne til at stille krav til arbejdsmiljøet

Arbejdsmiljøet i bygge- og anlægsbranchen ser ikke godt ud, når man kigger på de tal, som arbejdsmiljøet oftest måles på. Nemlig antallet af anmeldte arbejdsulykker og anmeldte erhvervssygdomme. Uden at gå i detaljer kan vi konstatere, at branchen har langt højere tal end andre brancher, og desværre flytter det sig ikke. Der kan spores en positiv tendens på erhvervssygdomme, men når det handler om arbejdsulykker har branchen nærmest ligget konstant de seneste 30 år.

Hvor ligger fejlen?

Mange mennesker prøver at gøre sig kloge på, hvor fejlen ligger. Fagbevægelsen skyder på arbejdsgiverne, arbejdsgiverne skyder på de ansatte, forskerne taler om strukturproblemer og sådan kunne man blive ved. Ingen ligger inde med den endegyldige sandhed eller svar på, hvad den egentlige fejl er. For der er sikkert lige så mange svar, som der er aktører i vores branche. Der er fejl hos nogle bygherrer, hos nogle projekterende, hos rådgivere, leverandører, entreprenører, ja og såmænd også hos nogle ansatte.

Hvad må der gøres?

Der er heller ingen, der har det helt rigtige svar på, hvad der må gøres. Skal der være mere kontrol fra Arbejdstilsynet og højere bøder, eller skal der være mere vejledning og gulerod. En ting er sikkert - der må gøres noget, hvis udviklingen skal vendes. Det er ikke OK, at tusindvis af mennesker og deres familier hvert år skal gennemgå de pinsler, en arbejdsulykke medfører, og at samfundet skal belastes af de udgifter der følger med.

Parterne må tage fat

Sidste år ved denne tid besluttede Folketingets partier at give arbejdsmarkedets parter større ansvar for at forbedre arbejdsmiljøet. Først skulle branchens parter fastsætte branchemål for nedbringelse af hhv. ulykker, ergonomiske belastninger og farlig kemi. Dernæst skulle vi beslutte og igangsætte aktiviteter for at nå målene. Der fulgte også nogle penge med, og disse midler er vi i fuld gang med at bruge på bedst mulig måde gennem partssamarbejdet i BFA for bygge og anlæg. Men det er ikke nok. Parterne i BFA-BA har også givet hinanden håndslag på at styrke indsatsen overfor vore egne medlemmer.

Ny indsats fra 3F Byggegruppen

Derfor startede 3F Byggegruppen pr. 1. februar en længerevarende kampagne, der skal sætte arbejdsmiljøet i fokus blandt gruppens medlemmer. Temaet lyder "Er du sikker? Stil krav til dit arbejdsmiljø". Det gør vi for at løfte vores del af ansvaret og for at øge medlemmernes bevidsthed om, at de både har et ansvar for et godt arbejdsmiljø - og en ret til at sige fra, hvis de oplever forhold, der kan skade deres sikkerhed eller sundhed. Helt konkret vil fem konsulenter i løbet af de kommende år blandt andet besøge byggepladser og hjælpe kollegerne med at sætte fokus på arbejdsmiljøet og guide til løsninger på de forskellige udfordringer. Sådan tager vi i 3F Byggegruppen ansvar overfor de fælles udfordringer. Vi håber I vil tage godt imod kampagnen og de nye kolleger ude på byggepladserne.

Vi venter spændt på at se, hvad byggeriets andre parter tager af initiativer.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096