23948sdkhjf

Ex-borgmester skal udvikle kæmpe byggeprojekter

Efter 12 år som borgmester i Kolding har Jørn Pedersens jobmæssige fremtid været uafklaret - med undtagelse af en række bestyrelsesposter og en plads i KL’s erhvervs- og planudvalg samt bestyrelse.

Men nu har han fået job som udviklingsdirektør i ejendoms- og udviklingsselskabet Vision Estate. Selskabet er ejet af Lars Larsen Group og Schou Family Invest og arbejder med udvikling og udlejning af erhvervsejendomme og -områder. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Kort om Vision Estate

Vision Estate er ejet af Lars Larsen Group og Schou Family Invest og beskæftiger sig med køb, udvikling og udlejning af erhvervsejendomme og -områder.

Adm. direktør i selskabet er Jens Bolding Jensen.

Netop nu er Vision Estate i gang med udviklingen af det kæmpemæssige erhvervsområde Vision Park ved Kolding, der - i første omgang - tæller 100.000 kvm lager.

Og det store projekt er en væsentlig årsag til ansættelsen af Koldings mangeårige borgmester som udviklingsdirektør, forklarer Jørgen Schou, der er medejer af Vision Estate:

– Rent fagligt er han ganske enkelt den bedste til at løfte opgaven. Han kender alt til by- og erhvervsudvikling, og så har han et rigtig godt netværk, ikke kun i Kolding men i hele Danmark, siger han i pressemeddelelsen.

Fakta: Vision Park

Området på 42,2 ha ligger ved E45-afkørsel 65, Kolding Syd og må bebygges med 50 pct.

I første omgang bygger Vision Estate 100.000 kvm lager, hvoraf de 50.000 kvm allerede er udlejet til Schou Company.

Den samlede bygningsvolumen bliver på 1,4 mio. kbm.

Schou Company, en af Nordens største nonfood-engrosvirksomhed, samler i 2023 administration, lagerfaciliteter og showroom i Vision Park. Erhvervsparken på 422.000 kvm skal også huse andre virksomheder, som enten kan leje sig ind eller få opført de faciliteter, de måtte ønske sig, i samarbejde med Vision Estate. 

Udover at tiltrække virksomheder til Vision Park ved Kolding skal Jørn Pedersens som udviklingsdirektør i Vision Estate udvikle et andet af Vision Estates store erhvervsområder på 327.000 kvm ved Vojens. Endelig skal han arbejde for salg eller udlejning af koncernens bygninger og øvrige faciliteter på Nordager i Kolding, hvor Schou Company i dag holder til.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.081