23948sdkhjf

Geo undersøger Cheminovas gamle fabriksgrund

Sidste uge gik arbejdet i gang med at lave geotekniske undersøgelser på og omkring det område på Harboøre Tange, hvor Cheminova fra 1953-1961 havde produktion. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse. 

Undersøgelserne, som den rådgivende ingeniørvirksomhed Geo bistår regionen med, skal belyse de geotekniske forhold i jorden på og omkring den gamle fabriksgrund.

En af tre generationsforureninger 

Cheminovas gamle fabriksgrund er den ene af i alt tre generationsforureninger på Harboøre Tange. Foruden den gamle fabriksgrund er det også kemikaliedepotet på stranden ved Høfde 42 og den nuværende fabriksgrund på Rønland. 

Den gamle fabriksgrund er en del af første fase af oprensning af generationsforureningerne i Danmark. 

Den nye viden skal bruges til det videre arbejde med at planlægge og designe de kommende oprensningsscenarier. For eksempel skal undersøgelserne give en vurdering af, hvor stabil undergrunden er i forhold til eventuellelt kommende udgravninger med særligt hensyn til den nærliggende Thyborønvej og jernbanen. 

Der bliver samtidig taget jordprøver til analyse, så vores forureningsteam får suppleret den viden, de i forvejen har omkring forureningerne på arealet. 

De geotekniske undersøgelser er de første af flere undersøgelser i 2022. Alt sammen skal sikre viden nok til at kunne udbyde opgaven med at rense op på grunden. 

Arbejdet ventes at stå på i cirka otte uger.

Oprensning i udbud

Oprensning af den massive forurening, som Cheminovas kemikalieaffald ved Høfde 42 har medført, blev sendt i udbud sidst i 2021. Oprydningen efter fortidens synder indebærer, at forureningen enten skal dampes eller vaskes væk.

Udbudsprocessen kører som "udbud med forhandling" og tager anslået et år, så en vinder ventes udpeget i andet halvår af 2022. 

Selve oprensningen ventes at gå i gang i andet halvår af 2023, når miljøkonsekvensvurdering og nødvendige tilladelser til projektet er på plads.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105