23948sdkhjf

Teglkæmpe fylder biogas i tanken trods "væsentlige meromkostninger"

Egernsund Wienerberger har indgået en fem-årig aftale med biogasproducenten Nature Energy om, at biogas fra 2022 skal udgøre halvdelen af den energi, der bruges i teglproduktionen. Dermed reducerer den store teglproducent allerede næste år sit CO2-aftryk - ifølge selskabet selv - med hele 35 pct.

– Vi ønsker at tage ansvar for den grønne omstilling, og med den nye aftale tager vi et kæmpe skridt fremad mod vores mål om CO2-neutral produktion i 2050, udtaler Henrik Dietrichsen, der er Regional Managing Director Nordics i Egernsund Wienerberger, i en pressemeddelelse fra teglproducenten. 

Grøn efterspørgsel matcher ikke meromkostninger ved biogas 

Den biogas, der fremover skal drive produktionen på Egernsund Wienerbergers danske teglværker, fremstilles blandt andet på biogasanlægget Nature Energy Glansager i Sønderborg. Her anvendes biologisk affald fra fødevareindustrien og andre industrier samt restprodukter fra landbruget til at producere biogas, som efterfølgende sendes ud på gasnettet. 

– I Danmark har vi en helt unik infrastruktur, som betyder, at vi i modsætning til stort set alle andre lande ikke behøver at etablere egne biogasanlæg ude på virksomhederne. Vi kan derfor gå i gang med det samme, og vi har valgt at starte markant ud med at erstatte 50 pct. af naturgasforbruget med biogas, udtaler Henrik Dietrichsen og påpeger: 

– Og det til trods for at efterspørgslen på grønne mursten først nu så småt er begyndt at vise sig, og dermed endnu ikke helt matcher de væsentlige meromkostninger ved biogas.

Flere initiativer i spil

Egernsund Wienerberger lancerede allerede sidste år en mursten med lavere CO2-aftryk end traditionelle tegl; Less. Murstenen har 10 pvt. mindre materiale men samme byggetekniske egenskaber som almindelig tegl. Alle Less-mursten produceres i dag med biogas. Virksomheden har også fået udarbejdet en EPD (miljøvaredeklaration) på Less. 

– Vi satser bredt på en lang række initiativer inden for både produktudvikling, indkøb, energiforbrug, optimering af produktionen og logistik for at sikre en ambitiøs grøn omstilling på tværs af koncernen. I Danmark er biogas et fokusområde, i Belgien eksperimenterer vi med el-ovne, og i Østrig satser vi på varmepumpesystemer, fortæller Henrik Dietrichsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172