23948sdkhjf

Stop selvpineriet

For nylig skrev adm. direktør Karsten Hjarsøe fra Jensen Gruppen her i Licitationen en tirade om den langsommelige udvikling af byggeriet som sektor, som han, ligesom så mange andre før ham, sammenligner med bilindustrien.

Han savner robotterne, men de er her jo.

Det behøver vi altså ikke at spotte os selv med. Vi kan i dag lave det unika-byggeri, som markedet efterspørger, men med bygningskomponenter produceret højindustrielt til indbygning i alt slags byggeri: Vinduer, døre, gulve og varmesystemer. Køkkener, badeværelsesmoduler og ventilation. For ikke at tale om betonelementer, CLT-elementer, præfabrikerede mure og vi kan blive ved. Også byggeriet evner altså at arbejde med standardisering uden at blive ensformigt byggeri.

Det er netop kendetegnende for moderne byggeri, at det i høj grad skabes ved anvendelse af industrialiserede produkter.

Problemet er, at hver gang vi industrialiserer et element i byggeriet, så regnes det som en forbedring af industriens produktivitet. Så mens vi har vi gået rundt fra tidlig morgen på kolde byggepladser, har man i industrien kunnet lune sig indendørs og skabe raffinerede og avancerede løsninger, og ved hjælp af blandt andet robotter producere højteknologiske vinduesløsninger eller avancerede computerestyrede millimeterpræcise CLT-elementer til præcis montering på byggepladsen.

Det er på den baggrund, at håndens arbejde ude på byggepladsen bebrejdes for ikke at være produktive, selvom rollen i høj grad er gået fra håndværk til montage.

Alt er forandret

Pointen er, at vi i høj grad har fundet ud af at anvende robotterne i byggeriet, men at byggepladsen ser ud som den har gjort de sidste 30 år, når man kigger sig overfladisk omkring - men alt er forandret.

Så i stedet for det sædvanlige selvpineri er der i stedet grund til at rette ryggen og blive ved med at tage de store fremskridt i forhold til automatisering og produktion af mm-præcise byggematerialer.

Den udvikling betyder, at omkostningerne reduceres, og at byggeprocesserne samtidig optimeres på lang sigt. Jo flere præcise produkter eller halv-fabrikata vi har at arbejde med på byggepladsen, des højere kvalitet og produktivitet kan vi opretholde.

Robotterne kommer til deres ret

Derfor skal vi fortsætte med at have fokus på udfordringer med byggeriets processer og potentialer for en mere lean proces i byggeriet. Og jeg tror det bliver stadig mere tydeligt - i takt med andre udfordringer som den grønne omstilling, krav om dokumentation og livscyklusbetragninger - at byggeriet vil fortsætte med implementering af netop computerfremstillede og præfabrikerede løsninger i byggeprocessen. Her vil robotterne i høj grad komme til sin ret.

Men det er også et faktum, at byggeri vil vedblive at være unika i sin helhed. Det er nok også et faktum, at mange byggepladser vil virke kaotiske, når de popper op i snærende og travle byområder, og ikke ligner i en stram og varm fabrikshal.

Men i detaljen har montage og gentagelse af løsninger skabt af robotter i kontrollerede industrimiljøer for længst indtaget byggeriet, som ret beset derfor også har opnået kolossale produktivitetsforbedringer.

Det skylder vi faktisk at gøre os selv og andre opmærksomme på.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11