Bæredygtig udvikling skal forankres
Det er på samme tid frustrerende og opmuntrende at se på udviklingen for bæredygtigt byggeri siden indsatsen i 1980’erne. Hvad kunne man have lært forud for de mange udviklingsinitiativer, der i disse år sættes i gang.
Frustrerende, fordi mange af de tidligere initiativer ikke rigtigt formåede at bide dig fast. Opmuntrende, fordi byggesektoren allerede dengang pegede på emner, der i disse år tages op for at bidrage til et mere bæredygtigt byggeri.
Det var FN rapporten "Vor fælles fremtid" fra 1987, der blev en øjenåbner. I rapporten, også kendt som Brundtland-rapporten, blev tegnet et billede af en række globale miljøproblemer
I Danmark tog daværende Byggeriets Udviklingsråd med afsæt i Brundtland-rapporten en række udviklingsinitiativer med henblik på at belyse de områder, hvor byggeriet kunne yde en indsats - eksempelvis selektiv nedrivning, genanvendelse af materialer, etagehuse af træ, brug af returvand fra fjernvarme, materialebesparende konstruktioner, brug af regnvand, optimalt indeklima, vægelementer med solceller og sortering af affald.
I 1990’erne fulgte daværende boligminister Ole Løvig Simonsen (S) op med en økologisk handlingsplan og en konkurrence om fremtidens økologiske byggeri.
Formålet her var at sætte økologien i centrum og ikke kun som nogle supplerende foranstaltninger - meget lig dagens tanker.
Med andre ord indsatsområder, der stadig arbejdes med.
Derfor melder spørgsmålet sig: Hvor er resultaterne fra dengang i forhold til dagens bestræbelser? De enkelte initiativer, som jo omfattede udviklingsarbejde i tilknytning til konkrete byggerier, blev nemlig dokumenteret med rapporter.
På en debatdag i 1994 blev peget på en række generelle træk ved omkring 20 udviklingsbyggerier. Mest markant var de ringe muligheder for at øge anlægsomkostningerne med henblik på at reducere driftsudgifterne, et ellers vigtigt skridt på vejen til øget interesse for totaløkonomi.
Syv års ørkenvandring
Det er imidlertid slående, at der ikke blev fastlagt entydige udviklingslinjer, som kunne påvirke nye byggerier. Tværtimod blev den påbegyndte udvikling lukket ned af en ny regering i 2001.
Det blev til syv års ørkenvandring!
I kontrast til denne historie blev parallelle initiativer om byggeriets processer og produktivitet forankret i nye organisationer - ikke mindst med engagement fra erhvervet.
Markante eksempler er nye samarbejdsformer i Værdibyg, logistik i Lean Construction, kvalitetssikring i Byggeskadefonden, senere væsentlige dele i AB 18 bestemmelserne, og drift af bygninger i Dansk Facilities Management Netværk.
Det vil ikke være forkert at sige, at processerne i de år blev vurderet højere end bæredygtighed. Tydeligt er det i hvert fald, at der er stor forskel på de aftryk, disse to udviklingsområder har sat på byggeriet.
Det kan i dagens lys være interessant at på udviklingen kontrafaktisk. Hvad nu, hvis bæredygtighed var blevet solidt forankret i 1990’erne: Hvor havde vi så været i dag?
Det korte svar er, et helt andet sted!
Et længere er, at det er afgørende at få udviklingsinitiativer fastholdt i produktionssystemet, hvis de skal kunne påvirke byggeriet i det lange perspektiv.
Det skal blive interessant at se, hvordan regeringens nye "Koordineringsudvalg for bæredygtigt byggeri" og boligministeriet vil sikre forankring og koordination af de mange igangværende udviklingsinitiativer over længere tid.
Forhåbentlig er man opmærksom på ikke at ende i den historiske blindgyde fra forrige århundrede!
Artiklen er en del af temaet Debat.
