Licitationen mener: Svær balancegang for selvstændige
Det er ikke sådan lige til at forlade sin virksomhed i 11 uger og så håbe, at både kunder og ansatte er der, når man vender tilbage.
Men det var realiteterne, hvis landets selvstændige var blevet omfattet af de 11 ugers barsel, som fremover bliver øremærket til faderen eller en partner, når en lille ny melder sig i landets mange børnefamilier.
Heldigvis kunne et flertal af Folketingets partier se det fornuftige i at undtage selvstændige fra at være omfattet af de 11 ugers øremærket barsel, men i stedet lade det være op til familierne selv at afgøre det.
Dermed er det kun lønmodtagere, som omfattes af ordningen, der faldt endeligt på plads i mandags.
Vi har selv på denne plads tidligere advokeret for, at det bør være op til familierne selv at tilrettelægge barslen og ikke en statslig opgave. I forhold til de selvstændige kan man så konstatere, at der er kommet noget fornuft ind i billedet.
For en øremærket barsel ville risikere at smadre mange enmandsejede virksomheder og dermed også potentielle arbejdspladser. Det er ikke alle virksomheder, som kan holde til, at ejeren er væk i flere måneder.
For de selvstændige og deres familier er det selvfølgelig fortsat en svær balancegang at få det til at gå op med familieliv og virksomhed. Men det er jo ikke en ny situation.
Det har dog kunnet lade sig gøre før, og det kan det nok også nu uden statslig indblanding.
Artiklen er en del af temaet Lederen.