Licitationen mener: Brian Mikkelsen skal turde tænke større
Nogle vil kalde det et direkte bagholdsangreb på den danske byggebranche. Andre vil mene, at det er naturligt nok, at topchefen i en brancheorganisation gør alt for at skabe aktivitet og omsætning til sine medlemmer. Også hvis det er på bekostning af andre brancher.
Adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, melder klokkeklart ud, at håndværkerfradraget skal skrottes, mens servicefradraget skal fastholdes og yderligere begunstiges med de midler, som i dag går til håndværkerfradraget.
I en situation med høj aktivitet i byggeriet, er det helt klart en politisk overvejelse værd at kigge på håndværkerfradraget og måske i langt højere grad målrette fradraget til grøn omstilling i boligerne. Det er der masser af fornuftig og bæredygtig samfundsøkonomi i.
Uanset om Brian Mikkelsen sidder i spidsen for en organisation med 18.000 medlemsvirksomheder, hvoraf meget få har direkte relation til byggebranchen, så klæder det ham ikke - og det tilkommer ham vist heller ikke - at gå kollegerne i DI Byggeri, Dansk Håndværk og Tekniq Arbejdsgiverne i bedene på denne bombastiske måde.
Hans hovedpointe er såmænd god nok; øget servicefradrag vil få flere kvinder og herunder også indvandrerkvinder i arbejde.
Men, det bør altså ikke ske på bekostning af et håndværkerfradrag, som kan sætte yderligere skub i den grønne omstilling.
Artiklen er en del af temaet Lederen.