23948sdkhjf

Amfiscene, besøgscenter og kajplads – ny plan for Himmelbjerget er klar

En amfiscene, et større grønt arrangementsområde, skovparkering og bedre tilgængelighed for handicappede samt et nyt og forbedret kajanlæg i Julsø. Planerne er mange i en forundersøgelse af en mulig udvikling af Himmelbjerget, som nu er blevet præsenteret. 

Desuden tegnes tre scenarier for et besøgscenter med arbejdstitlen ”Himmelbjerghus”. Det skriver Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse om forundersøgelsen og planerne.

Forundersøgelsen, som blev sat i gang i december 2019, indeholder både forslag til udviklingen af området omkring Himmelbjerget, så bjergets særlige atmosfære og historie understøttes. Samtidig er her de første sonderinger af muligheden for at etablere et besøgscenter som ramme for aktiviteter og oplevelser, der tager udgangspunkt i Himmelbjergets demokratihistorie, natur og kultur – et hus med mulighed for flere funktioner så som spisested og faciliteter til foreningsliv, som det formuleres.  

– Med forundersøgelsen har vi nu en samlet plan for området med forslag, som kan løfte og forbedre oplevelsen af Himmelbjerget – uden at gå på kompromis med de kulturhistoriske og naturmæssige kvaliteter i området, siger borgmester i Skanderborg kommune, Frands Fischer, der er formand for styregruppen for udviklingen af Himmelbjerget, i pressemeddelelsen. 

De konkrete forslag og idéer til besøgscenter

Stien op til tårnet og udkigsplateauet omkring tårnet fastholdes i sin nuværende form. Himmelbjergets stinet, belægninger og skiltning udvikles og gøres mere robust over for slid og erosion, så tilgængeligheden styrkes. De små historiske mindesteder skal restaureres, og der skal udvikles nye pausesteder i naturen med fortællinger om stedets natur, historie og nutid.

Desuden er der blandt andet forslag om en græsbeklædt amfiscene, omdannelse af en p-plads til et fleksibelt ankomstområde med plads til arrangementer, etaberling af skovparkering, en gangbro til gående, barnevogne og kørestolsbrugere samt en ny anløbskaj for turbådene og en gæstekaj for kanoer, kajakker og både. 

Udover de konkrete forslag er der også tre bud på, hvordan et kommende besøgscenter kan udvikles, og hvad det kan rumme.

– Visionerne omkring et nyt besøgscenter Himmelbjerghus skal der arbejdes videre med, men potentialet er der, siger Frands Fischer og tilføjer:

– Vi vil bruge det næste års tid til at undersøge og diskutere, hvad et besøgscenter ville kunne indeholde, og i øvrigt kigge på hvordan værtskabet for hele området kan organiseres.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112