23948sdkhjf

Alternativ boligbygger lader millionerne rulle - 730 nye studieboliger

På Refshaleøen og Vesterbro i København kalder omkring 350 studerende en af CPH Village-studiebyerne for hjem. 

Nu har boligselskabet med samme navn, CPH Village, hentet nye 46 mio. kr. fra Vækstfonden, som skal anvendes til opførelse af to nye studiebyer – CPH Village 3 og 4 – med 730 nye studieboliger i København. Mini-byerne bygges fleksible ’modul’ studieboliger i træ. 

Første investering var tilbage i 2018 og Vækstfonden har siden fulgt op med mere lånekapital, skriver fonden i en pressemeddelelse. 

– I Vækstfonden vil vi være med til at udvikle fremtidens grønne virksomheder, udtaler Jonas Kristiansen, senior director i Vækstfonden, i meddelelsen og fortsætter: 

– Ved at bygge mere bæredygtigt og samtidigt give studerende billige boligmuligheder, er CPH Village med til at sikre en grønnere fremtid for den danske hovedstad. Det er også grunden til, at vi har skudt kapital i projektet af flere omgange, både for at sikre at det i første omgang blev en realitet, men også at sikre vækst og etablering af flere studiebyer. 

Virksomheden fokuserer ikke kun på klimaet. Boligerne skal samtidig være til at betale for de studerende, og sidst skal de også socialt være et eksempel til efterfølgelse.      

– Vi har et stort fokus på de studerendes velbefindende og deres sammenhold, og vi måler derfor løbende deres tilfredshed med boligforholdene. Samtidig tilbyder vi en række services, der skal være med til at minimere de studerendes aftryk på miljøet for eksempel delebiler, fællesspisning og møbeludlejning, fortæller Michael Deichmann Plesner, medstifter af CPH Village.

2.500 boliger om fem år

CPH Village blev stiftet i 2014 som et boligselskab målrettet studerende, og åbnede deres første studieby til 168 studerende på Refshaleøen i København i januar 2018. I efteråret 2020 åbnede CPH Village 2 på Vesterbro med plads til 184 studerende. 

Over de næste fem år er selskabets mål at tilbyde 2500 boliger i København.

Studieboligerne bygges i moduler i træ. Ifølge livscyklusanalyser fra Statens Byggeforsknings Institut, LCA, mere end halveres CO2-udslippet ved den metode sammenlignet med traditionelle studieboliger. Ved at udnytter pladsen mere effektivt, opnår virksomheden en CO2-reduktion per beboer på 70 pct. sammenlignet med standardbyggeri.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109